Aarhus Universitets klimaprofessor i verdens forskningselite

Professor Jørgen E. Olesen fra Institut for Agroøkologi er blandt verdens 6000 mest citerede forskere.

30.11.2018 | Janne Hansen

Professor og sektionsleder Jørgen E. Olesen er blandt verdens mest citerede forskere. Foto: Jesper Rais

Professor og sektionsleder Jørgen E. Olesen er en af verdens mest citerede forskere. Foto: Jesper Rais

Mange danskere med interesse i klimaændringer og fødevareproduktion kender til professor Jørgen E. Olesen fra Aarhus Universitet. Han stiller velvilligt op til pressen, holder foredrag og deltager i debatmøder land og rige rundt, og deler også sin viden med beslutningstagere i Danmark, Europa og resten af verden.  

Videnskabsfolk lægger også vægt på den viden, som Jørgen E. Olesen er med til at skabe. Hans artikler bliver nemlig citeret så mange gange af andre forskere, at han er kommet på den fornemme liste over eliteforskere, der er citeret flest gange. Listen rummer blot 6000 forskere fra hele verden. Der er 72 danske forskere på listen, hvoraf de 13 kommer fra Aarhus Universitet.  

Hidtil har listen “Highly Cited Researchers” kun omfattet eliteforskere, der rangerer i den øverste ene procent af antal citationer per fagområde. Denne liste er på cirka 4000 forskere og omfatter 21 brede fagområder, eksempelvis jordbrugsvidenskab, ingeniørvidenskab, fysik, immunologi og klinisk medicin.  

I erkendelse af, at mange forskere publicerer videnskabelige artikler i flere forskellige fagområder, er listen udvidet med en ny kategori, der hedder ”Cross Field.” Det er en slags multikunster-kategori, der dækker forskere, som har gjort sig stærkt gældende med videnskabelige artikler på tværs af flere fagområder over det seneste årti – og det er her, at klimaprofessor Jørgen E. Olesen optræder. Der er cirka 2000 forskere i denne nye kategori. 

Siden 1985 har Jørgen E. Olesen været forfatter eller medforfatter på cirka 1000 artikler, rapporter, kronikker og andre publikationer, hvoraf cirka 250 er publiceret i videnskabelige tidsskrifter.   

Jørgen E. Olesen glæder sig over anerkendelsen

- Det er jo rigtig rart, at vi også i Danmark kan være med til at præge den internationale forskning omkring landbrugets miljø- og klimaudfordringer. Jeg håber, at det kan være med til at inspirere yngre forskere til at interessere sig for området og samtidig styrke dansk erhvervslivs bidrag til de nødvendige bæredygtige løsninger, siger han. 

Listen ”Highly Cited Researchers” er udarbejdet af Clarivate Analytics, der har set på cirka 33.000 videnskabelige tidsskrifter. Du kan læse mere om listen, herunder metoden, på Clarivate Analytics hjemmeside



Yderligere oplysninger:
Professor Jørgen E. Olesen, Institut for Agroøkologi, email: jeo@agro.au.dk, telefon: 8715 7778, mobil: 4082 1659

Agro, Navne , DCA