Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Analyser af landbrugsjordens fosforstatus trænger til forbedring

Forskere fra Aarhus Universitet har undersøgt den nuværende metode til at analysere fosfor i jord, fosfortallet, og anbefaler tiltrængte forbedringer.

17.03.2016 | Janne Hansen

De danske analyser af fosfor i jorden kan forbedres. Foto: Janne Hansen

Det er nødvendigt, at den metode, der anvendes til at analysere jordens fosforstatus, er robust og giver pålidelige og reproducerbare resultater, uanset hvem der foretager analysen og hvornår der analyseres. Den metodeforskrift, der anvendes i Danmark i dag lever ikke i øjeblikket ikke op til disse krav.

 

DCA – Nationalt Center for Fødevarer og Jordbrug ved Aarhus Universitet har udgivet en rapport, der giver anbefalinger for, hvordan man i Danmark kan forbedre fosfortalsanalysen, først og fremmest ved at benytte en opdateret og mere præcis analyseforskrift. Samtidig giver rapporten vurdering af andre metoder, der anvendes i andre lande, og af en helt ny metode, som i øjeblikket udvikles og testes under danske forhold af forskere på Københavns Universitet.

 

Analyse af jordens fosforindhold ved hjælp af fosfortalsanalysen har siden 1987 været udgangspunkt for anbefalingerne om fosforgødskning af landbrugsjorde i Danmark. En stigende bevidsthed om den rolle, som jordens fosfor spiller for både for afgrødernes vækst og for risikoen for tab til og eutrofiering af overfladevand, har sat fornyet fokus på anvendeligheden og kvaliteten af de analyseresultater, der opnås med fosfortalstalsmetoden, sådan som den udføres i dag.

 

Det har nemlig været kendt, at resultatet af en fosfortalsanalyse varierer for meget og tilsyneladende systematisk alt efter hvilket laboratorie, der udfører analysen og hvornår analysen udføres. Hertil kommer at der er flere og flere eksempler på, at fosfortallet på nogle jorde ikke giver en rimelig afspejling af, hvor meget fosfor der er tilgængeligt for afgrøderne i jorden.

 

Det er derfor klart, at der i Danmark er behov for initiativer, der fører til bedre analysekvalitet for fosfortalsanalysen og for løbende at overvåge om der udvikles alternative analysemetoder, som både er robuste og sikre analyseteknisk og egner sig bedre end fosfortallet som basis for rådgivning om fosforgødskning. Både landmænd, rådgiver forskere og myndigheder efterspørger en sådan metode.  

 

Med baggrund i et udvalg nedsat af Miljøstyrelsen med repræsentanter fra forskellige interessenter i jordanalyser, herunder forskere fra Institut for Agroøkologi, anbefaler rapporten således:

 

·         Fosfortalsmetoden er fortsat den metode, der bør anvendes i Danmark, dog med en opdateret og mere præcis metodeforskrift.

·         Der oprettes et permanent forum af interessenter, som kan rådgive om spørgsmål vedrørende kvalitet af jordanalyser mere generelt og som kan foreslå, hvornår og hvordan et eventuelt skift i jordanalysemetode bør ske.

 

Rapporten indeholder derfor et udkast til et nyt metodeblad for fosfortalsanalysen og et forslag til hvordan fosfortallet vil kunne korrigeres ved hjælp af referencejorde, såfremt der stadig måtte være store systematiske forskelle i resultaterne efter implementeringen af det nye metodeblad

 

Rapporten (på engelsk) “Validity and analytical robustness of the Olsen soil P test and other agronomic soil P tests used in the northern Europe”, DCA rapport nr. 71, 2015 er udgivet af DCA – Nationalt Center for Fødevarer og Jordbrug og kan downloades her.

 

Du kan også læse artiklen ”Jordanalyser kan gøres bedre”.

 

Yderligere oplysninger: Lektor Gitte Holton Rubæk, Institut for Agroøkologi, e-mail: gitte.rubaek@agro.au.dk, telefon: 8715 7686, mobil: 9350 8076

Agro, Plantedyrkning, DCA