Aarhus Universitets segl

Deltag i NLES-workshoppen via livestreaming

Det bliver muligt at følge Aarhus Universitets workshop om marginaludvaskning af kvælstof via computer, mobil eller tablet. Workshoppen streames, og det er muligt at stille spørgsmål via e-mail.

Forskere fra Aarhus Universitet fastholder, at tallene fra NLES4 er det bedste bud på, hvordan udvaskningen af kvælstof ændres ved ændringer i gødningstilførsel. Foto: Colourbox

Torsdag den 1. marts 2018 holder Aarhus Universitet en workshop, som skal belyse det faglige grundlag for beregning af marginaludvaskning af kvælstof.

Baggrunden for workshoppen er, at Danmarks Naturfredningsforening (DN) har rejst kritik af regnemodellen NLES4 og af modellens marginaludvaskning. Modellen er blevet anvendt i forbindelse med rådgivning af myndighederne forud for vedtagelse af Fødevare- og Landbrugspakken i 2016.

I debatten er det blandt andet blevet fremført, at NLES4-tallene ikke er tilstrækkeligt sikre. Forskere fra Aarhus Universitet har imidlertid fastholdt, at tallene fra NLES4 er det bedste bud på, hvordan udvaskningen af kvælstof ændres ved ændringer i gødningstilførsel, og at dette understøttes af data fra markforsøg.

Workshoppen holdes i Festsalen på Aarhus Universitet i Emdrup, Tuborgvej 164, 2400 København NV. Program for workshoppen kan findes her.

Det bliver imidlertid også muligt at følge workshoppen på computer, mobil eller tablet. Workshoppen begynder den 1. marts kl. 10.00, og på dette tidspunkt kan du klikke på dette link og følge arrangementet.

Det vil være muligt at stille spørgsmål til forskerne via e-mail. Du sender dit spørgsmål til dca@dca.au.dk, og det bliver herfra givet videre til ordstyren.

Hvis der er spørgsmål, som ikke når at blive besvaret på mødet, vil vi efterfølgende lægge spørgsmål og svar på hjemmesiden www.dca.au.dk

Vær opmærksom på, at der er tale om en faglig workshop, hvor formålet er at klargøre det agronomiske og naturvidenskabelige grundlag for beregning af marginaludvaskning. Vi vil derfor bede om, at spørgsmål om politiske og administrative processer m.m. diskuteres i et mere relevant forum.


Læs også

Workshop om beregning af kvælstofudvaskning

Kommentarer til kritik af myndighedsbetjening i Berlingske

Forskere redegør for kritik af kvælstofberegninger