Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Dronninger, sex og samfundskollaps

Sex med mange forskellige partnere, kønssygdomme og deraf samfundskollaps – det er virkelighedens verden hos bier.

13.09.2016 | Janne Hansen

Sygdommen deform vingevirus hos bier kan overføres, når bierne parrer sig, og medføre kollaps af bifamilien. Foto: Colourbox

Når dronninger har sex med mange forskellige partnere, kan det øge deres risiko for at blive smittet med en kønssygdom. Det kan også føre til samfundets kollaps. Det lyder måske som ingredienser til en saftig roman, men det er virkelighedens verden hos bier. 

Forskere fra Aarhus Universitet har sammen med amerikanske og tyske kollegaer fundet, at bidronningers parringsadfærd øger risikoen for, at hele bifamilien bukker under for syndromet Colony Collapse Disorder som følge af, at bierne svækkes af en kønssygdom. 

For at forstå, hvordan det hænger sammen, må man forstå lidt om biernes parringsadfærd. 

Når bifamiliens dronning skal parre sig, flyver hun en vis afstand væk fra sin bistade. Hun søger hen mod et bestemt mål: en koncentrerede klynge af parringslystne hanner (droner), som er samlet i luften i en såkaldt dronesamlingsplads. I dette summende virvar af hanner parrer dronningebien sig med flere forskellige hanner. 

Dronen har derimod kun et skud i bøssen. Den er til gengæld ret dramatisk, idet hans aflevering af sæd inde i dronningen er eksplosiv. Den eksplosive udløsning bevirker, at dronens penis adskilles fra hans krop, og at han falder bagover og dør kort tid efter. En del af dronens kønsorgan bliver efterladt inde i dronningen. 

Parring med indbygget risiko

Nu har forskerne vist, at dronen ikke bare efterlader sæd og penis hos dronningen; gavepakken kan også indeholde virus, der kan smitte dronningen med sygdommen deform vingevirus. Eftersom dronningen parrer sig med mange forskellige droner i løbet af en parringsseance, er der risiko for aflevering af flere små trojanske heste. 

Alle dronningerne i undersøgelsen stammede fra bifamilier, der var fri for smitte med deform vingevirus. Dronerne i kontrolholdet stammede også fra bifamilier, der var fri for deform vingevirus, mens dronerne fra forsøgsholdet var smittet med deform vingevirus. 

Forskerholdet, der bestod af forskere fra det tyske biforskningsinstitut LLH Bieneninstitut, University of North Carolina og Aarhus Universitet, fangede dronningebierne på dronningernes vej hjem til bistaden efter endt parring. Hvis dronningen indeholdt dronens penisstykke (endophallus), blev denne endophallus fjernet og undersøgt for deform vingevirus. 

                  

Forskerne fjerner endophallus fra den parrede dronning. Foto: Roy Mathew Francis 

Virus i hele kroppen

Resultaterne viste, at de dronninger, der havde parret sig med droner, der var smittet med deform vingevirus, også blev smittet med deform vingevirus. Der blev fundet virus i både dronningernes kønsorganer og andre kropsdele. 

- Vi fik svar på tre afgørende spørgsmål: at droner, der er inficerede med deform vingevirus, er i stand til at parre sig naturligt med dronninger, at deform vingevirus kan overføres via naturlig parring, og at viruspartikler findes i hele kroppen hos de parrede dronninger kort tid efter parring, siger seniorforsker Per Kryger fra Institut for Agroøkologi og fortsætter: 

- En betydelig andel af de tabte bifamilier skyldes tab af bidronningen. Dette forsøg giver en mulig forklaring for de hyppige dronningetab, da deform vingevirus kan afkorte biers livslængde. Det er alvorligt, når dronningen dør, og betyder ofte, at hele bifamilien går til grunde.    


Yderligere oplysninger:   

Læs den videnskabelige artikel “Deformed wing virus can be transmitted during natural mating in honey bees and infect the queens” i Scientific Reports. 

Kontakt
Seniorforsker Per Kryger
Institut for Agroøkologi
E-mail: per.kryger@agro.au.dk
Telefon: 8715 8219 

Læs også: Vurdering af forekomsten af honningbivirus forenkles 

Læs også: Bedst for bier at være hjemmefødninger

Agro, DCA