Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Fremvisning af grønt bioraffinaderi ved AU Foulum

Det er muligt at være med, når grøn bioraffinering demonstreres på AU Foulums nye bioraffinaderi d. 9. oktober 2019.

17.09.2019 | Camilla Brodam

Foto: Lise Balsby - AU Kommunikation

Blot 3 måneder efter indvielsen af AU Foulums nye bioraffinaderi inviteres interesserede til en demonstration af anlægget. Fremvisningen er en del af et interregionalt EU-projekt ved navn Green Valleys. Der vil blandt andet være et indblik i, hvordan man kan producere et proteinfoder af høj kvalitet samt bæredygtige energiprodukter ud af grøn biomasse fra græsafgrøder. Deltagerne vil med andre ord opleve, hvordan cirkulær grøn bioøkonomi kan repræsentere et uudnyttet potentiale for landbruget.

EU-projektet Green Valleys

Projektets deltagere arbejder med anvendelsen af græsarealer til bæredygtig produktion af energi og foder af høj kvalitet. Målet er at udvikle og udnytte landbrugets potentiale for at bidrage til produktion af vedvarende energi og på samme tid mindske miljøudfordringer som nitratudvaskning fra dyrkningsarealer samt gøre brugen af pesticider mindre.

Forsøg på AU Foulum har tidligere vist, at der er mindre tab af klimagasser til atmosfæren og mindre udvaskning af kvælstof til vandmiljøet, når kornafgrøder udskiftes med vedvarende græs.

Læs artiklen: Bioraffinering skal gøre landbruget grønnere

Demonstration af grøn bioraffinering

Bag demonstrationen af biorafferingen d. 9. oktober 2019 står blandt andre Aarhus Universitet, Sveriges Lantbruksuniversitet (SLU), Agroväst Livsmedel AB, Chalmers Universitet, Hushålningssälskapet Sjuhärad, Skive Kommune og Västra Götalandsregionen. Alle er de en del af Green Valleys projektet, der ved sin afslutning i 2021 vil have foretaget systemanalyser og evalueret den miljømæssige og økonomiske bæredygtighed for græsproduktion på det nye demonstrationsanlæg i AU Foulum.

Udover fremvisningen d. 9. oktober 2019 er der også planlagt besøg i et markforsøg om høststrategier i græs og kløver, samt foredrag om: 

  • Sukkerholdigt græs og membranfiltrering
  • Design af systemanalyse
  • Design af gårdbaseret bioraffinaderi

Det er gratis at deltage, men tilmelding er nødvendig via dette link: https://events.au.dk/Demogronbioraf

Fakta om bioraffineringsanlægget

Anlægget har kostet ca. 15 mio. kr., og etableringen er muliggjort via tilskud fra fonde og virksomheder, herunder Arla, Danish Crown, DLG, DLF, GUDP, Region Midtjylland og Aarhus Universitet.

Raffinaderiet vil kunne forarbejde 10 tons frisk biomasse i timen, når det er fuldt indkørt. Anlægget skal bl.a. producere protein til fodringsforsøg med grise og fjerkræ.

Når proteinet er presset ud af græsset, kan presseresten anvendes til kvægfoder. Undersøgelser viser at køerne giver mere mælk, når de æder presseresten i forhold til upresset græs.

Restproduktet ”brunsaft” kan indgå i biogasproduktion eller anvendes som grundlag for produktion af forskellige højværdiprodukter.

Agro