Landbrugets overskud af næringsstoffer er steget

Overskuddet af næringsstoffer fra landbruget har været støt faldende de seneste 20 år, men er steget i 2016/2017. Overskuddet er ikke lig med udvaskning til vandmiljøet.

02.08.2018 | Janne Hansen

Efter flere års nedgang i overskud af næringsstoffer fra landbruget er overskuddet steget i forhold til foregående år. Foto: Janne Hansen

Den nyeste opgørelse af de seneste 20 års næringsstofbalancer fra landbruget viser, at i 2016/2017 er overskuddet af næringsstoffer steget i forhold til de foregående år. Det kan man læse i den årlige rapport om næringsstofbalancer og -overskud udgivet af DCA - Nationalt Center for Fødevarer og Jordbrug, Aarhus Universitet. 

- Det skal understreges, at der ikke kan sættes lighedstegn mellem overskud og udvaskning eller udledning til vandmiljøet, siger forfatterne til rapporten Finn Pilgaard Vinther og Preben Olsen fra Institut for Agroøkologi ved Aarhus Universitet. 

De næringsstoffer, som rapporten omtaler, er kvælstof, fosfor og kalium. Rapporten viser både overskud og udnyttelse af de tre næringsstoffer. Overskuddet er differencen mellem landbrugets input og output, mens udnyttelsen er output i procent af input. 

Input inkluderer tilførsel til markerne i form af handelsgødning, organisk affald, nedbør og kvælstoffiskering samt tilførsel til husdyrene i form af foder udefra. Output omfatter salgsafgrøder der høstes fra marken, kød, æg og mælk fra husdyrene samt levering af levende og døde dyr. Den interne udveksling mellem mark og stald i form af hjemmedyrket foder og udbringning af husdyrgødning indgår ikke i balancerne.

20 års tendens: faldende overskud og stigende udnyttelse

Som det fremgår af rapporten, har overskuddet af næringsstoffer fra landbruget været støt faldende de seneste 20 år. I løbet af den periode er overskuddene reduceret med 32-38 procent for kvælstof, 61 procent for fosfor og 48 procent for kalium. Det svarer til en reduktion på henholdsvis 53-62 kg kvælstof/ha, 10 kg fosfor/ha og 18 kg kalium/ha. 

I 2016/17 er overskuddet fra landbruget dog steget for alle tre næringsstoffer. 

- Stigningen i kvælstofoverskuddet i 2016/17 hænger blandt andet sammen med vedtagelsen af Landbrugs- og fødevarepakken og højere kvælstofnormer, siger rapportens forfattere. 

Til gengæld har øget tilførsel af gødning resulteret i et øget proteinindhold i danskproduceret korn. Det har formentlig været en medvirkende årsag til, at importen af sojaprotein er reduceret med cirka 11.000 tons kvælstof i 2016/17 i forhold til 2015/16. 

Variationer i høstudbytter er forventelige

Ud over vedtagelsen af Landbrugspakken, har udviklingen i de senere år været præget af store udsving. Der var høje høstudbytter i 2008 og 2009, hvilket sammen med et usædvanligt lavt indkøb af fosfor og kalium i handelsgødning resulterede i meget lave overskud i 2009/2010. 

- Da høstudbytterne også fremover må formodes at variere imellem årene, med deraf følgende konsekvenser for overskuddet, forventer vi ikke i de kommende år, alt andet lige, at der sker nævneværdige ændringer i de gennemsnitlige næringsstofoverskud på landsplan, siger Finn Pilgaard Vinther og Preben Olsen. 

Du kan downloade rapporten "Næringsstofbalancer og næringsstofoverskud i landbruget 1996/97-2016/17", DCA-rapport nr. 124, 2018, her.


Yderligere oplysninger:

Finn Pilgaard Vinther
Institut for Agroøkologi, Aarhus Universitet
Email: finnpilgaard.vinther@agro.au.dk,
Telefon: 8715 7906 

Preben Olsen
Institut for Agroøkologi, Aarhus Universitet
Email: preben.olsen@agro.au.dk
Telefon: 8715 7731
Mobil:2173 0711


Agro, Plantedyrkning, DCA