Majsdyrkning med mindre miljøpåvirkning

En bedre udnyttelse af gylle kan bidrage til en bæredygtig produktion af majs, hvor der anvendes mindre mineralsk gødning, uden at det forringer høstudbyttet.

24.10.2018 | Janne Hansen

Skal majs have en god start på livet, skal den allerede fra begyndelsen have adgang til næringsstoffer. Foto: Janne Hansen

Skal majs have en god start på livet, skal den allerede fra begyndelsen have adgang til næringsstoffer. Foto: Janne Hansen

Hvis majs skal have en god start på livet, er det nødvendigt, at den har næring nok lige fra begyndelsen. Derfor tilfører mange landmænd mineralsk gødning om foråret – men denne startgødskning giver nogle udfordringer, der risikerer at belaste miljøet og klimaet. 

Et nyt projekt med deltagelse af forskere fra Aarhus Universitet tager fat om dette problem ved at udvikle metoder til bedre udnyttelse af gylle som den primære kilde til næringsstoffer. Formålet med projektet, der ledes af Seges, er at majsdyrkning fremover skal kunne ske med et reduceret input af fosfor- og kvælstofgødning og derved mindre belastning af miljø og klima. 

En af de udfordringer, som landmænd har, er, at der er et loft over, hvor meget fosfor de må udbringe pr. hektar. Loftet skåner vandmiljøet mod høj fosfortilførsel, men begrænser mulighederne for at tilføre startgødning til majsen, da der så bliver mindre af fosforkvoten til de øvrige afgrøder. 

En anden udfordring er at overskydende kvælstof enten kan udledes til vandmiljøet eller blive omdannet til drivhusgassen lattergas og udledes til atmosfæren. 

Gylle er godt

Gylle er et godt alternativ til mineralsk gødning som kilde til næringsstoffer, men skal håndteres, så planterne kan udnytte gyllens næringsstoffer på bedst mulig vis. Målet med projektet er at udvikle et gyllenedfældningssystem, der sikrer en præcis placering af gylle før majsen sås, således at planterne får hurtigere og bedre adgang til gyllens næringsstoffer. 

Tidligere markforsøg gennemført med specielt forsøgsudstyr ved Aarhus Universitet har vist, at gylle kan virke mindst lige så godt som mineralsk startgødning, men der findes ikke velegnet kommercielt udstyr på markedet, som landmænd og maskinstationer kan anvende. Der er stort behov for udvikling og dokumentation af nedfælderudstyr, der kan fungere i praksis. 

En nøjagtig placering af gyllen er afgørende for, at majsfrøene efterfølgende kan sås med den rigtig afstand til gyllen. Hvis frøet sås direkte i gyllen, dør det. Hvis det ligger for langt væk fra gyllen, kan det ikke udnytte gyllens næringsstoffer tilstrækkeligt fra begyndelsen af væksten. 

I samarbejde med virksomheden Samson Agro, vil Institut for Ingeniørvidenskab ved Aarhus Universitet udvikle den nedfældningsteknologi der skal til for at gyllen får den rigtige placering og udbredelse. 

Forskere fra Institut for Agroøkologi vil se på effekten af nedfældningsteknologien på majsproduktionen, optagelsen af næringsstoffer og udviklingen af drivhusgasser. 


Fakta om projektet

Navn: Gyllemajs (Udvikling af husdyrgødningsteknologier til bæredygtig dyrkning af majs)

Finansiering: 8,5 mio. kr. fra Grønt Udviklings- og Demonstrationsfond (GUDP)

Deltagere: Seges (projektleder) Aarhus Universitet, Samson Agro, Danske Maskinstationer og Entreprenører, Varde Maskinstation

Varighed: 3,5 år (1. juli 2018-31. december 2021)


Yderligere oplysninger

Seniorforsker Peter Sørensen, Institut for Agroøkologi, email: ps@agro.au.dk, telefon: 8715 7738

Seniorforsker Søren O. Petersen , Institut for Agroøkologi, email: sop@agro.au.dk, telefon: 8715 7756, mobil: 2812 4304

Seniorrådgiver Tavs Nyord, Institut for Ingeniørvidenskab, email: tavs.nyord@eng.au.dk, telefon: 2060 5533

Agro, Plantedyrkning, Teknik, DCA