Miljø og landmand vinder, når pesticider sprøjtes helt præcist på marken

Nyt fagligt partnerskab om sprøjte- og præcisionsteknologi skal reducere pesticidforbruget og derved sænke landbrugets pesticidomkostninger samt belastningen af miljø og sundhed.

09.02.2018 | Janne Hansen

Teknologi som intelligente sprøjtebomme kan bidrage til udvikling af præcisionslandbrug med et lavere forbrug af pesticider. Foto: Peter Kryger

Både miljøet og landmandens økonomi kan få gavn af et mindre forbrug af pesticider i marken. En af vejene frem er præcisionssprøjtning – og det er lige netop det, som Miljø- og Fødevareministeriet giver et ekstra skub nu.  

At ramme en spirende ukrudtsplante med en målrettet dråbe herbicid eller en syg afgrøde med et præcist udmålt dosis af fungicid – det er en måde, hvorpå landbruget kan begrænse forbruget af pesticider betragteligt. Det kræver moderne præcisions- og sprøjteteknologi såsom kameraer, computere, sensorer, satellitter, smartphones, droner, algoritmer og webplatforme, der alle spiller sammen.  

Der er masser af anvendt forskning og udvikling på dette område, men for at understøtte udviklingen yderligere har ministeriet stiftet et bredt fagligt partnerskab for sprøjte- og præcisionsteknologi. Det nye Partnerskab for Præcisions- og Sprøjteteknologi skal bidrage til at sænke pesticidforbruget og derved reducere landbrugets pesticidomkostninger og belastningen af miljø og sundhed. Partnerskabet, der lanceres ved et kickoff-møde 4. april 2018 på AU Foulum, har sekretariat ved DCA – Nationalt Center for Fødevarer og Jordbrug ved Aarhus Universitet.  


Læs mere om mødet her


- Hvis ukrudtet for eksempel kun findes i enkelte pletter i marken, så skal vi udnytte den nye teknologi, så der kun sprøjtes lige der, hvor der er behov, og hvor pesticiderne har en effekt. I takt med, at ny teknologi forfines og bliver billigere, vil landmanden kunne spare penge ved at bruge teknologien, da han ikke skal bruge så stor en mængde pesticider. Samtidig er færre pesticider lig med mindre belastning af miljø og sundhed, så det giver rigtigt god mening at sætte endnu mere skub i udviklingen på dette område, siger Miljø- og Fødevareminister Esben Lunde Larsen i en pressemeddelelse fra Miljø- og Fødevareministeriet.

Partnerskabet, som skal køre de næste fire år, er et led i Pesticidstrategi 2017-2021, som et bredt flertal i Folketinget står bag.  

- Vi skal have flere af de gode idéer frem i lyset og få dem afprøvet og taget i brug ude i marken. Partnerskabet skal medvirke til, at innovativ ideudvikling og samarbejde blandt virksomheder, forskere og andre interessenter fremmer udviklingen og væksten i teknologibranchen, siger Esben Lunde Larsen.  

Fakta om Partnerskab for Præcisions- og Sprøjteteknologi (PPS)

  • Miljøstyrelsen er ansvarlig for partnerskabet og bistås af et sekretariat, som varetages af DCA – Nationalt Center for Fødevarer og Jordbrug ved Aarhus Universitet. LMO, Agro Business Park samt Institut for Ingeniørvidenskab og Institut for Agroøkologi deltager også i samarbejdet.
  • Partnerskabet etableres og et antal fokusgrupper med specifikke emner bliver nedsat på kickoff-mødet 4. april 2018.
  • Alle organisationer, virksomheder og andre interessenter, der ønsker at bidrage til, at den eksisterende teknologi udnyttes langt bedre end i dag, eller som ønsker at bidrage til øget udvikling, afprøvning og formidling er velkomne til at deltage i partnerskabet.

Læs rapporten ’Sprøjte- og præcisionsteknologi for reduktion af jordbrugets forbrug af plantebeskyttelsesmidler: En status for udvikling, barrierer og forslag til videre handling’, som er udarbejdet af Aarhus Universitet og Seges.


Læs mere om partnerskabet PPS på Miljøstyrelsens hjemmeside.


Yderligere oplysninger: Chefkonsulent Claus Bo Andreasen, DCA – Nationalt Center for Fødevarer og Jordbrug, email: clausbo.andreasen@dca.au.dk, telefon: 8715 1278, mobil: 4079 8032

DCA, Agro, Teknik, Plantedyrkning