Ny rapport om næringsstofoverskud i landbruget

Hvert år opdaterer DCA - Nationalt Center for Fødevarer og Jordbrug de seneste 20 års næringsstofbalancer for landbrugets anvendelse af kvælstof, fosfor og kalium. Heri beregnes også landbrugets overskud og udnyttelse af de tre næringsstoffer. Den seneste rapport med tal for 2015/16 er nu udkommet.

21.08.2017 | Redigeret af Lotte Rystedt

Udviklingen i landbrugets næringsstofoverskud følges hvert år, og de nyeste tal er nu udkommet i rapporten ”Næringsstofbalancer og næringsstofoverskud i landbruget 1995/96-2015/16” fra DCA – Nationalt Center for Fødevarer og Jordbrug.

Overskuddet af et næringsstof svarer til den samlede mængde af næringsstoffet, der er tilbage på bedriften, når import af fodermidler og handelsgødning er fratrukket den mængde, der er eksporteret via salg af vegetabilske og animalske produkter. Overskuddet svarer til, hvad der kan tabes via ammoniakfordampning fra stald og lager eller ved udbringning, denitrifikation, udvaskning eller overfladeafstrømning, eller hvad der kan indgå i jordens pulje af organiske forbindelser.

For næringsstoffer, hvor et tab har en uheldig påvirkning af miljøet, er overskuddet set over en årrække en god indikator for udviklingen i landbrugets potentielle miljøpåvirkning.

Overskud præges af høst

Overskuddet af næringsstoffer fra landbruget har været støt faldende de seneste 20 år, og er for kvælstof reduceret med 38-40 %, for fosfor 67 % og for kalium 51 %.

Udviklingen i de senere år har været præget af store udsving. Fraførslen af næringsstoffer præges blandt andet af høstudbyttet, idet en god høst fjerner flere næringsstoffer gennem vegetabilske produkter end en høst med mindre udbytte. Høje høstudbytter i 2008 og 2009 kombineret med usædvanligt lavt indkøb af fosfor og kalium i handelsgødning resulterede i meget lave overskud i 2009/10. Høstudbytter og forbrug af handelsgødning har dog været mere ”normalt” de efterfølgende år.

Import af handelsgødning og fodermidler har i 2015/16 været lidt højere end foregående år, hvilket har medført, at overskuddet er steget med henholdsvis 1 kg kvælstof/ha, 0,2 kg fosfor/ha og 2 kg kalium/ha i forhold til gennemsnittene af de foregående fem år.

Det forventes ikke, at der sker nævneværdige ændringer i de gennemsnitlige næringsstofoverskud på landsplan i de kommende år, da høstudbytterne også fremover må formodes at variere imellem årene, med deraf følgende konsekvenser for overskuddet.

Det skal understreges, at der ikke er direkte sammenhæng mellem overskud og udvaskning eller udledning.

Rapporten for 1995/96-2015/16 er udarbejdet som led i en rammeaftale mellem Aarhus Universitet og Miljø- og Fødevareministeriet om udførelse af forskningsbaseret myndighedsbetjening.

Læs hele DCA-rapporten her: ”Næringsstofbalancer og næringsstofoverskud i landbruget 1995/96-2015/16”


Flere oplysninger:

Akademisk medarbejder Finn Pilgaard Vinther, Institut for Agroøkologi, email: finnpilgaard.vinther@agro.au.dk, telefon: 8715 7906

Akademisk medarbejder Preben Olsen, Institut for Agroøkologi, email: preben.olsen@agro.au.dk, telefon: 8715 7731, mobil: 2173 0711

 


Sustainable Nutrient Management er et af de forskningsområder, hvor Institut for Agroøkologi har en særlig styrke, og hvorfra der leveres resultater i tråd med nationale og globale samfundsmæssige udfordringer og målsætninger.

 

 

Agro, DCA