Samarbejdspartnere får syn for sagen

Ved den årlige markvandring i AU Flakkebjerg fik firmafolk og andre af Institut for Agroøkologis samarbejdspartnere mulighed for at se, om diverse pesticider virker ligeså godt som de skal.

30.06.2017 | Janne Hansen

Seniorforsker Lise Nistrup Jørgensen var tovholder på den årlige firmadag i AU Flakkebjerg 20. juni 2017, hvor samarbejdspartnere kom for at høre, hvordan det går med pesticidforsøgene. Fotos: Janne Hansen

En ting er at studere tal og tabeller, men at se og mærke resultaterne med egne øjne giver ofte et endnu bedre billede. Ved den årlige tilbagevendende markvandring i udvalgte forsøgsparceller i Flakkebjerg den 20. juni 2017 fik firmafolk og andre af Institut for Agroøkologis samarbejdspartnere mulighed for begge dele: at se med egne øjne, hvordan de forskellige pesticider har virket under forskellige forhold samt at studere og diskutere tal og figurer for pesticiddosis, afgrødeudbytte og forekomst af svampe eller ukrudt.   

Til den årlige heldagsmarkvandring deltager normalt omkring 40 personer fra de agrokemiske virksomheder, rådgivningstjenesten, grovvarebranchen og myndighederne. I år var ingen undtagelse. Deltagerne brugte ikke alene dagen til at nærstudere, hvordan forsøgene forløber, men også til at hilse på kollegaer og styrke deres netværk. 

Seniorforsker Lise Nistrup Jørgensen var tovholder på den solrige men blæsende dag i marken, men flere forskere, heriblandt gæste-ph.d.-studerende fra Tyskland, fortalte om deres resultater. De fleste af resultaterne var foreløbige, men gav alligevel et interessant fingerpeg og har også i nogle tilfælde bevirket, at forsøgene er blevet justeret hen ad vejen. 

I det fine tørvejr vandrede deltagerne blandt parcellerne, der viste med al tydelighed, hvor bredt et udsnit af danske afgrøder, instituttet arbejder med, herunder byg, hvede, frøgræs, kål, løg, spinat, rødbeder, jordbær og juletræer. 

Seniorforsker Lise Nistrup Jørgensen fortalte om erfaringerne fra et af forsøgene med fungicider i byg:

Deltagerne i markvandringen nærstuderede parcellerne med korn for at se på forekomsten af svampesygdomme i parceller med forskellige behandlinger:

Lektor René Gislum fortalte om forskellige aspekter af det banebrydende projekt Future Cropping, hvor Institut for Agroøkologi har førertrøjen på flere af arbejdspakkerne. Instituttet arbejder blandt andet med udvikling af ny teknologi til mere effektiv N-gødskning. René Gislum kom også ind på fordele og ulemper ved droner og satellitter til brug i henholdsvis forskning og praktisk landbrug:

Forsøgsleder Peter Hartvig fortalte om erfaringerne med ukrudtsregulering ved hjælp af reduceret jordbehandling hos grønsager, heriblandt kål, løg og rødbeder. Direkte såning af afgrøden i en efterafgrøde, som nedvisnes om foråret, i kombination med strip tillage har givet gode resultater:

Peter Hartvig fortalte også, at hvidkløver i kombination med stærkt reducerede mængder af glyfosat muligvis kan bidrage til at holde ukrudt i juletræer nede, men at der er nogle praktiske problemer, der først skal løses. Foreløbigt ser det ud til, at kløveret får overhånd, hvis det etableres året før juletræerne plantes. Derfor er forsøget justeret, så juletræer og kløver etableres nogenlunde samtidigt:

Nogle af forskerne i AU Flakkebjerg dyrker ukrudt med vilje. Det sker med henblik på at afprøve forskellige herbicider mod den specifikke plante. Her er det seniorforsker Solvejg Kopp Mathiassen, der fortæller gæsterne om sine erfaringer med at teste forskellige herbicider til bekæmpelse af tidsler. Tidslerne er indsamlet i forskellige sædskifter, og man ønsker at teste, om de reagerer forskelligt på behandling med herbicider:

Agro, Arrangement, Plantedyrkning