Skovsvin – på den gode måde

Økologiske søer og deres smågrise kan sættes ud på arealer med træer. Det kan forbedre dyrenes sundhed og velfærd og er også en bedre løsning for miljøet end at sætte grisene ud på græsmarker.

30.01.2014 | Janne Hansen

Kombination af svineproduktion med produktion af biomasse har mange fordele. Foto: Janne Hansen

Begrebet ”skovsvin” får snart en helt anden og positiv betydning, når et nyt projekt ledet af forskere fra Aarhus Universitet løber af stablen. Formålet med projektet er at fremme miljøet samt grisenes velfærd og sundhed i økologiske besætninger ved at lade søerne og deres smågrise gå sammen i længere tid og i træbevoksede arealer frem for på åbne græsmarker. Biomassen fra træerne kan bruges til produktion af energi.

 

Økologiske svineproducenter får dobbelt så meget for deres produkt som konventionelle producenter og eksporten af økologisk svinekød har bidraget væsentligt til, at eksporten af danske økologiske produkter rundede en milliard kroner i 2012. Men den økologiske svineproduktion er ikke uden udfordringer – både med hensyn til miljøet, klimaet og dyrevelfærden.

 

- I de nuværende økologiske systemer er klimabelastningen ikke væsentlig forskellig fra konventionel produktion. Samtidig fungerer de nuværende stalde med befæstede udearealer ofte uhensigtsmæssigt i forhold til hygiejnestyring og er karakteriseret ved en stor ammoniakfordampning, forklarer sektionsleder og leder af projektet John E. Hermansen.

 

Fravænningsdiarre kan også være et stort problem, når smågrisene tages fra soen på friland og overføres til en stald. Forskerne foreslår derfor en ny form for produktionssystem i økologiske svinebesætninger, hvor der kan tages endnu mere hensyn til miljøet samt dyrenes velfærd og sundhed. Det nye projekt vil afprøve systemet i praksis og kortlægge effekterne på dyrenes velfærd, sundhed og produktivitet, udledning af næringsstoffer og lagring af kulstof.

 

Økologisk svinekød fra skoven

Konceptet er baseret på at integrere produktion af frilandsgrise og træbiomasse til energi.

 

Den udendørs svinefold er andet end blot en græsmark; der skal gro træer til produktion af biomasse i den. Træerne kan reducere udvaskning og fordampning af nogle af de næringsstoffer, som grisene efterlader i form af gødning og urin. Ved at omdanne træerne til energi kan de bidrage til at reducere udledningen af drivhusgasser fra produktionen. Samtidig sørger træerne for skygge og beskæftigelse til både søer og smågrise.

 

Grisene fravænnes i en senere alder end normalt og slutfedes i et nyt staldkoncept uden befæstet udeareal. Smågrisene går således på friland sammen med soen i en længere periode.  .  Det frie liv  kan give sundere og mere robuste grise. Mindre sygdom og bedre trivelighed vil e øge dyrenes velfærd og reducere behovet for at bruge antibiotika.

 

- Den nye produktionsform kan være med til at udbrede en mere konkurrencedygtig, troværdig og ressourceeffektiv økologisk svineproduktion, siger John E. Hermansen.

 

Det 3,5-årige projekt er bevilget 8,9 mio. kroner fra Fødevareministeriets Grøn Udviklings og Demonstrationsprogram (GUDP). Deltagere i projektet er Aarhus Universitet (projektleder), Udviklingscenter for Husdyr på Friland, Videncentret for Landbrug, Videncenter for Svineproduktion, Økologisk Landsforening og to økologiske svineproducenter.

 

Projektet, der hedder pECOSYSTEM, er et Organic RDD2-projekt, som er finansieret af Fødevareministeriet og koordineres af Internationalt Center for Forskning i Økologisk Jordbrug og Fødevaresystemer (ICROFS).

 

Yderligere oplysninger: Sektionsleder John E. Hermansen, Institut for Agroøkologi, e-mail: john.hermansen@agrsci.dk, telefon: 8715 8017, mobil: 2962 9538

 

DCA