Teknologi og fremtidens landbrug er på dagsordenen

"Bæredygtighed, teknologi og intelligente løsninger går hånd i hånd i fremtidens jordbrug." Det er emnet, når nyudnævnt adjungeret professor ved Institut for Agroøkologi, Aarhus Universitet, holder sin tiltrædelsesforelæsning i oktober 2017.

18.09.2017 | Janne Hansen

Ole Green holder tiltrædelsesforelæsning den 24. oktober 2017 på AU Foulum og den 31. oktober 2017 på AU Flakkebjerg. Foto: Agrointelli

Aarhus Universitet har udnævnt direktør Ole Green fra virksomheden Agrointelli som adjungeret professor ved Institut for Agroøkologi. I den forbindelse holder Ole Green tiltrædelsesforelæsning med titlen ”Bæredygtighed, teknologi og intelligente løsninger går hånd i hånd i fremtidens jordbrug”. Arrangementet finder sted på AU Foulum den 24. oktober 2017 og på AU Flakkebjerg den 31. oktober 2017. 

Programmet for dagen kan findes her

- Vi skal have et større fokus på bæredygtighed - især i forbindelse med drift af jorden – og det skal vi gøre ved hjælp af teknologi, siger Ole Green. Han samarbejder allerede nu med Institut for Agroøkologi i hele 11 forskningsprojekter. Disse projekter er bevilget næsten 180 millioner kroner fra forskellige finansieringskilder. Projekterne har fokus på diverse aspekter af planteproduktion med vægt på teknologiske løsninger. 

I forbindelse med forelæsningen bliver de 11 forskningsprojekter præsenteret, og der bliver mulighed for at tale med nogle af projekternes involverede partnere fra både Institut for Agroøkologi og Agrointelli. 

Forskningsprojekterne har direkte sammenhæng med Institut for Agroøkologis fire forskningsfaglige flagskibe, og disse kan man også lære mere om på dagen. 


Læs mere om Institut for Agroøkologis forskningsfaglige flagskibe


Professoratet kommer til at understøtte industriel forskning og offentligt-privat samarbejde, hvilket vil bidrage til at forbedre Institut for Agroøkologis kommercielle kontaktflade. Lederen af Institut for Agroøkologi, Erik Steen Kristensen, er derfor glad for udnævnelsen af den nye professor. 

- Med udnævnelse af Ole Green som adjungeret professor i Institut for Agroøkologi formaliserer vi de stærke samarbejdsbånd, vi allerede har. Ole Green er visionær og innovativ, god til forskning og fremtidstænkning og har et godt netværk, som er værdifuldt for vores medarbejdere, siger Erik Steen Kristensen. 


Læs mere om Ole Green i artiklen Ny adjungeret professor har blik for fremtidens landbrug


Du kan tilmelde dig tiltrædelsesforelæsningen senest 12. oktober 2017 her.


Yderligere oplysninger:

Institutleder Erik Steen Kristensen, Institut for Agroøkologi, email: erik@agro.au.dk, telefon: 8715 7775, mobil: 2091 0371

Direktør, adjungeret professor Ole Green, Agrointelli, email: olg@agrointelli.com, telefon: 5185 4406

Agro, Navne , DCA, Teknik