Aarhus Universitets segl

Sustainable Pest Management

Planteskadegørere kan reducere både udbytte og kvalitet af den høstede afgrøde. En effektiv plantebeskyttelse er en forudsætning for en bæredygtig planteproduktion.

Sustainable Pest Management  - eller bæredygtig plantebeskyttelse - er et af de områder, hvor Institut for Agroøkologi har en særlig styrke og hvorfra der leveres resultater i tråd med nationale og globale udfordringer og målsætninger. På europæisk plan er instituttet blandt de førende inden for bæredygtig plantebeskyttelse med forskningsaktiviteter inden for alle discipliner af plantebeskyttelsesforskningen.

Siden 1950’erne har plantebeskyttelse i vid udstrækning været synonymt med pesticider. Dog er der med et øget fokus på pesticiders uønskede miljø- og sundhedseffekter samt et behov for at opnå en mere bæredygtig planteproduktion et stigende behov for at udvikle plantebeskyttelsesstrategier, som er baseret på agroøkologiske principper og inddrager biologiske og andre ikke-kemiske metoder.

Indsatsen på området Sustainable Pest Management sker på tværs af instituttets seks forskningssektioner. Der trækkes på instituttets spidskompetencer indenfor biologi og regulering af skadegørere i landbrugs- og havebrugsafgrøder, biologisk bekæmpelse, pesticiders skæbne i miljøet, effekter af naturlige kemiske stoffer i landbrugsplanter, beslutningsstøttesystemer, afgrødekvalitet, afgrødernes ernæringsfysiologi, livscyklusanalyser og landmænds adfærd omkring plantebeskyttelse.

Forskerne leder og deltager i nationale og internationale forskningsprojekter og bidrager til instituttets forskningsbaserede myndighedsbetjening bl.a. vedrørende plantebeskyttelse, pesticider og genetisk modificerede afgrøder. Der er endvidere stor fokus på formidling af resultater og viden til jordbrugerne og deres konsulenter samt til offentligheden. Forskerne bidrager med forskningsbaseret undervisning på bachelor- og kandidatuddannelserne Agro-Environmental Management og Agrobiology på Aarhus Universitet og tilbyder desuden et attraktivt miljø for ph.d.-studerende. Der er endvidere fokus på teknologioverførsel og et nært samarbejde med erhvervet.

Faciliteter

Instituttet råder over unikke forskningsfaciliteter til plantebeskyttelsesforskning, herunder laboratorier, klimakamre, væksthuse, semifieldanlæg, klimastationer, marker og bistader.

Det Globale Rustcenter ligger på AU Flakkebjerg og rummer karantænefaciliteter til håndtering af rustsvampe.