Fremtidens helhedsorienterede og balancerede kvægbedrifter

  • Et projekt finansieret af Mælkeafgiftsfonden og Kvægafgiftsfonden

Formål

Projektets formål er at identificere forskellige udviklingsveje for fremtidens kvægbedrifter i Danmark, der kan understøtte en bæredygtig, helhedsorienteret og balanceret kvægproduktion. 

I projektet opstilles afgørende elementer inden for avl, fodring, management og teknologi, som forventes at påvirke, hvordan fremtidens kvægbedrifter kan udvikles, På den baggrund identificeres forskellige typologier for fremtidige kvægbedrifter, hvor der skal tages hensyn til både bedriftens økonomi, dyrevelfærd, afsætning på markedet, forbrugernes forventninger og samfundets krav. Typologierne beskrives på bedriftsniveau mht. teknisk omsætning, herunder sammensætningen af besætningen, produktion af mælk og kød og landmandens driftsøkonomi. Desuden beskrives, hvordan produktionen i de forskellige typologier påvirker miljø, klima og biodiversitet, samt potentialet i forhold til marked og fremtidig målrettet miljøregulering.

Projektperiode og finansiering

Projektperioden er 1/1 2018 - 31/12 2019.

Projektet er finansieret af Mælkeafgiftsfonden og Kvægafgiftsfonden, der giver årlige bevillinger. 

Projektdeltagere

AU-AGRO: Lisbeth Mogensen, Troels Kristensen, Jesper Lehmann, Jørgen Eriksen

AU-MGB: Morten Kargo

AU-ANIS: Søren Østergaard, Martin Weisbjerg, Lene Munksgaard

SEGES: Ole Aaes, Thomas Andersen

Arla Foods amba: Hanne B. Bligaard

Aktiviteter

Projektet er inddelt i 3 arbejdspakker, der gennemføres i kronologisk rækkefølge. 

AP1. Fremtidsbilleder: Afdække mulige udviklingsveje for kvægbedrifter (2018).

Seks arbejdsgrupper skal identificere faktorer af betydning for udformning af fremtidens kvægbedrifter inden for områderne; Avl, Fodring og foderproduktion, Daglig management og teknologier, Stalde og malkning, Afsætning og forbrugernes forventninger, samt Samfundets krav til miljø og klimapåvirkning. Dette arbejde er afsæt for en workshop, hvor der skal identificeres forskellige typologier (fremtidsbilleder) for fremtidige kvægbedrifter. Til workshoppen skal der inviteres en bred skare af folk, der kan være med til at nytænke kvægbrugssystemerne; folk fra kvægbranchen, herunder ’front runners’ landmænd. Beskrivelsen af typologier for fremtidige kvægbedrifter danner grundlag for de mere specifikke beregninger i AP2 og AP3.

AP2. Scenarier – besætning og bedrift: Opstille tekniske forudsætninger for fremtidens typer af kvægbedrifter (2018-19)

De identificerede fremtidige kvægproduktionsbedrifter beskrives på bedriftsniveau mht. teknisk omsætning af input og output på årsbasis, herunder foderforsyning, sammensætningen af besætningen og den resulterende produktion af mælk og kød, samt landmandens driftsresultat.

AP3. Konsekvensberegninger – produkt og samfund (2019)

Efterfølgende beregnes de forskellige systemers effekter på klima, miljø og biodiversitet – som inspiration for især den politiske del af kvægsektoren i Danmark. Endvidere ses på, hvordan udbredelsen af de forskellige typer kvægsystemer kan opfylde det samlede behov for produktion af mælk og kød. 

Resultater og publicering

Projektets resultater vil være fuldt offentlig tilgængelige og vil blive bredt formidlet til landmænd, rådgivere, branchen og interesserede forbrugere.