Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

CBIO-forskere præsenterer løsninger til den grønne omstilling

Den cirkulære bioøkonomi kan levere grønne løsninger inden for alt fra dyrefoder til tekstil. På et webinar den 1. juli præsenterede en række forskere fra CBIO - Center for Cirkulær Bioøkonomi ved Aarhus Universitet - deres mangeartede forskningsprojekter, der rummer potentiale til at løse nogle af de helt centrale udfordringer i den grønne omstilling.

09.07.2020 | Lise Bundgaard

En lang række CBIO-forskerede præsenterede deres projekter på webinaret den 1. juli. Foto: Cecilie Ditte Christensen

Kan man lave tekstil ud af græs? Hvordan udvinder man protein af tang? Og kan græsprotein erstatte soja i foderet til grise og fjerkræ?

Svaret er ja til alle tre og til mange andre muligheder, men inden det kan blive virkelighed i landbruget, fødevareproduktionen og andre brancher, så kræver det forskning og mange forsøg.

CBIO - Center for Cirkulær Bioøkonomi ved Aarhus Universitet er etableret netop med det formål. En væsentlig del af forskningen og de nødvendige forskningsfaciliteter er placeret på universitets afdeling i Foulum. Dette omfatter bl.a. et nyt demonstrationsanlæg til udvinding af protein fra græs, der blev indviet i sommeren 2019.

- Hos CBIO laver vi banebrydende forskning på tværs af universitetets områder. Vi har omfattende forsøgsarealer på både hav og på land og helt unikke forskningsfaciliteter, hvoraf flere er i fuld pilotskala. Det giver os gode betingelser i vores arbejde for at finde løsninger, der kan bidrage til den grønne omstilling, fortæller seniorforsker Uffe Jørgensen, der er leder af CBIO:

- Efter tre års arbejde, hvor vi har haft en bred deltagelse fra industrien og universiteter både i Danmark og en lang række andre lande, kan CBIO i dag fremvise rigtig mange interessante resultater.

Grønne projekter med lovende resultater

Mere end 100 fulgte interesserede med, da den aktuelle forskning hos CBIO blev præsenteret af ph.d.-studerende og postdocs.

Dette omfattede blandt andet projekter om, hvordan grøn protein kan erstatte soja i foderet til grise og fjerkræ - forskning, der har stort potentiale i forhold til at skabe et mere bæredygtigt landbrug.

Lene Stødkilde-Jørgensen, adjunkt ved Institut for Husdyrvidenskab, Aarhus Universitet, stod bag én af disse præsentationer, der blandt andet omfattede resultater fra GUDP-projektet SuperGrassPork:

- Ved hjælp af et fodringsforsøg med økologiske grise, som er blevet tildelt foder med protein udvundet fra kløvergræs, har vi fundet ud af, at grisene trives fint med op til 15 % græsprotein i deres foderration. Tilmed fandt vi en positiv effekt på kødprocenten og på niveauet af omega-3-fedtsyrer i kødet - uden at det havde indflydelse på kødets tekstur og smag.

En månelandings-tilgang til forskningen

Claus Felby, chef for biotekforskning hos Novo Nordisk Fonden, afsluttede webinaret med et bud på, hvad der kræves for at opnå en stor reduktion af CO2-udledningen:

- Der er behov for en helt ny tilgang til forskningen med vægt på samarbejde på tværs af forskningsdiscipliner og sektorer. På nuværende tidspunkt foregår forskningsaktiviteterne i serie, således at grundforskning efterfølges af forskning & udvikling, som efterfølges af demonstration - og senere af markedsintroduktion og sidenhen markedsdrevet innovation og vækst. I fremtiden skal disse aktiviteter foregå parallelt. Vi har så at sige behov for en månelandingstilgang, hvor alle interessenter arbejder sammen med en fælles mission.

Claus Felby lagde desuden vægt på, at den grønne omstilling kræver massive investeringer i forskning, men også at vi i langt højere grad skal bruge den teknologi, vi allerede har til rådighed. Endvidere understregede han de store erhvervsmuligheder, der ligger i den grønne omstilling.

Om CBIO - Center for Cirkulær Bioøkonomi ved Aarhus Universitet

Center for Cirkulær Bioøkonomi, CBIO, blev etableret i maj 2017 af det daværende fakultet Science and Technology på Aarhus Universitet. CBIO har omfattende forsøgsarealer på land og på havet samt unikke forskningsfaciliteter, herunder et bioraffineringsanlæg indviet i 2019.

CBIO’s forskning og projekter er inddelt i syv hovedområder, som tilsammen dækker alle led i den cirkulære bioøkonomi - fra dyrkning af biomasse til logistik, håndtering, raffinering, produktudvikling, test og recirkulering. Desuden arbejder CBIO med forskellige løsningers natur- og miljøbelastning, ligesom et af centrets syv forskningsområder har fokus på de økonomiske og samfundsmæssige aspekter af den biobaserede økonomi.

Et afgørende element i CBIO’s arbejde er et tæt samarbejde med både danske og internationale virksomheder og organisationer inden for den biobaserede økonomi. Et fokus, der understøtter innovation og iværksætteri inden for landbruget, fødevareindustrien, den farmaceutiske industri, plastindustrien og andre sektorer med øje for de nye bioøkonomiske potentialer.

Læs mere på CBIO’s hjemmeside her

 

Kontakt

Uffe Jørgensen, leder af CBIO - uffe.jorgensen@agro.au.dk - tlf. 2133 7831
Claus Felby, senior vice president, Biotech, Novo Nordisk Fonden - CFE@novo.dk - tlf. 3527 6523
Lene Stødkilde-Jørgensen, adjunkt, Institut for Husdyrvidenskab - lsj@anis.au.dk - tlf. 8715 4284

 

Mere information

Præsentationerne fra webinaret kan downloades her 

DCA, Agro, Anis, Food