Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Deltag i åbent webinar om cirkulær bioøkonomi

Den 1. juli 2020 afholder Aarhus Universitets Center for Cirkulær Bioøkonomi (CBIO) webinar, hvor den nyeste forskning på området præsenteres. Webinaret er åbent for alle interesserede.

09.06.2020 | Lise Bundgaard

Foto: Lars Kruse, AU Foto

Kan man lave tekstil ud af græs? Hvordan udvinder man protein af tang? Og kan græsprotein erstatte soja i foderet til grise og fjerkræ?

Dette og meget mere kan du blive klogere på, når Center for Cirkulær Bioøkonomi (CBIO) ved Aarhus Universitet afholder webinar. Her vil centrets aktuelle forskning blive præsenteret af ph.d.-studerende og postdocs fra flere af Aarhus Universitets institutter.

Det sker den 1. juli fra kl. 9-12, og alle interesserede er velkomne til at deltage.

Grøn biomasse og meget mere

Indledningsvist vil seniorforsker Uffe Jørgensen, der er centerleder for CBIO, præsentere CBIO.

Dette vil blive efterfulgt af de i alt 15 præsentationer af aktuelle forskningsprojekter, som vil være inddelt i fire kategorier:

  • Bioraffinering af grøn biomasse til foder og mad
  • Værditilvækstprodukter fra sidestrømme
  • Beskæringssystemer og -kontrol
  • Tang i den cirkulære bioøkonomi

Endelig vil Claus Felby fra Novo Nordisk Fonden afslutte webinaret med sin præsentation med titlen ”Beyond 70% GHG reduction - what should be the research & development priorities?”

Efter hver præsentation vil det være muligt at stille spørgsmål.

Tilmeld dig her

Se programmet her

OM CBIO

Aarhus Universitets Center for Cirkulær Bioøkonomi, CBIO, blev oprettet i 2017 for at støtte overgangen fra den fossile baserede økonomi til en cirkulær og biobaseret økonomi. Med otte forskningsplatforme omfatter den de fleste områder af bioøkonomien - og en række projekter, der understøtter den grønne overgang, er nu i gang på CBIO.

DCA, Agro, Anis, Food