Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Europæisk samarbejde om dyrkningsjorden

I det europæiske forskningsprogram EJP SOIL er det målet at skabe samarbejde med landmænd, organisationer, virksomheder og myndigheder om beskyttelse af dyrkningsjorden. Den 1. marts holder forskningsprogrammet et online seminar for de danske interessenter. Det er samtidigt muligt at tilmelde sig programmets nyhedsbrev, som bl.a. fortæller om ny jordforskning og om samarbejde med innovative virksomheder.

27.01.2021 | Claus Bo Andreasen

Foto: Agrointelli.

Dyrkningsjorden er i bogstavelig forstand selve grundlaget for produktionen af fødevarer, og da jorden er et lager for kulstof, så har den enorm betydning for klimaet. Herudover har jorden betydning for biodiversitet og vandforsyningen. 

Netop disse egenskaber er i centrum i det europæiske forskningsprogram EJP SOIL, der startede i 2020. Et af målene er – i samarbejde med interessenter (stakeholdere), som f.eks. landmænd, rådgivere, virksomheder, interesseorganisationer, uddannelsesinstitutioner og myndigheder – at udvikle metoder til at sikre jordens dyrkningskvalitet og mulighederne for kulstofoplagring i jorden. 

I regi af EJP SOIL undersøges stakeholdernes ideer og forslag til spørgsmål omkring håndtering af dyrkningsjorden, og der holdes møder og workshops med stakeholderne.  

Seminar for danske interessenter 

Den 1. marts 2021 kl. 14.00 – 16.00 holder danske forskere, som deltager i EJP SOPL, et seminar rettet mod de danske stakeholdere. Alle interesserede er dog meget velkomne. 

På seminaret vil forskerne give en introduktion til arbejdet i EJP SOIL og præsentere foreløbige resultater fra aktiviteterne. Bl.a. er der gennemført interviews med stakeholdere, som har givet input til udarbejdelse et såkaldt Roadmap, der viser hvilke forskningsaktiviteter, der er behov for. Endeligt er der igangsat nye forskningsprojekter på områder 

Nyhedsbrev om jordforskning og samarbejde med stakeholdere 

EJP SOIL udgiver løbende et nyhedsbrev, hvor der orienteres om programmets aktiviteter. I 2020 har der bl.a. været fokus på stakeholder-gruppernes perspektiv og forventede udbytte af samarbejdet i EJP SOIL. Det er gratis og uforpligtende, at abonnere på nyhedsbrevet, og abonnement kan tegnes ved at besøge EJP Soils hjemmeside her. 

I nyhedsbrevet har der bl.a. været artikler om de europæiske forskeres samarbejde med landmænd, rådgivere, uddannelsesinstitutioner og myndigheder m.fl.  

I den seneste udgave af nyhedsbrevet fra EJP SOIL er der eksempler på, hvordan der rundt om i Europa samarbejdes med virksomheder, der udvikler og producerer maskiner og teknologier til markdrift. 

Partnerskab om udvikling af dækteknologi  

I Belgien har dækproducenten Bridgestones belgiske afdeling indgået partnerskab med det flamske forskningsinstitut ILVO med henblik på at videreudvikle og formidle viden om dæk, som reducerer komprimeringen af jorden. 34 procent af de belgiske landmænd fortæller, at de har problemer med traktose (jordkomprimering), og 80 procent af disse mener, at det har haft en negativ indflydelse på deres indkomst. Formålet med partnerskabet er derfor at finde velegnede løsninger til dyrkningsteknikker og mekanisering, som kan forhindre og afhjælpe komprimering af dyrkningsjorden.  

Dansk robotproducent bidrager med alternativ til de tunge landbrugsmaskiner 

I Danmark tilbyder den danske virksomhed AGROINTELLI med et alternativ til de nuværende tunge landbrugsmaskiner. Det er en robot, som indgår i et generisk og fuldautomatisk landbrugssystem til bæredygtigt landbrugsdrift.  

I artiklen peger Ole Green, som er direktør for AGROINTELLI og adjungeret professor ved Aarhus Universitet på, at bevarelse af jordens frugtbarhed er en livslang investering og forpligtelse for jordbrugerne, som kræver samarbejde hen over flere generationer. Han mener, at der er behov for langsigtede investeringer, der kræver nytænkning og nye adfærdsmønstre, og at banker og politikere derfor grundlæggende må ændre deres tilgang og måde at tænke på, så de bedre kan støtte op om de landmænd, der engagerer sig helhjertet i en langsigtet optimering af dyrkningsjorden og den fremtidig fødevareproduktion.  

Højt kvalificerede medarbejdere på kontrakt 

I Holland er der fokus på værdien af højt kvalificeret maskinstationsarbejde. Erfaring viser, at medarbejderne fra maskinstationerne ofte kan mere end bare betjene og køre deres landbrugsmaskiner. De har en bred erfaringsbaseret forståelse for lokale forhold, og bidrager derfor med værdifuld viden til landmændene. Ved at skifte fokus fra maskineri til service kan maskinstationerne blive en værdifuld ressource i en bæredygtigt landbrugsdrift.  

Ny teknologi i Slovakiet hjælper jordens struktur  

Det slovakiske AgroKruh system er en økologisk metode, hvor jorden dyrkes i cirkler ved hjælp af en lang “støttearm”, der er udstyret med jordbehandlings- og vandingsudstyr. Jorden bliver ikke kørt på, pløjet og vendt, og denne metode har en betydelig virkning på dyrkningsjordens egenskaber, som er vigtige for dyrkning af økologiske grøntsager.  

Læs artiklerne i deres fulde længde (engelsk) ved at besøge EJP Soils hjemmeside her.   

DCA, Agro