Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Klimaforsker udnævnt til professor på Aarhus Universitet

Jørgen E. Olesen, der forsker i klimaets påvirkning på landbruget, er udnævnt til professor ved Aarhus Universitet.

08.03.2012 | Søren Tobberup Hansen

Jørgen E. Olesen er udnævnt som professor på Aarhus Universitet. Jørgen E. Olesen er kendt for sin forskning inden for klima og landbrug. Foto: AU

Det er en forsker med stor forskningstyngde og bred erfaring med ledelse af store nationale og internationale forskningsprojekter, der nu tildeles titlen som professor på Aarhus Universitet.

53-årige Jørgen E. Olesen er en af verdens førende eksperter inden for jordbrug og klima og har de seneste otte år haft titel som forskningsprofessor, men får nu tildelt professortitlen for sin forskning, der særligt har koncentreret sig om klima og jordbrugssystemer.

Udover at klarlægge klimaændringernes påvirkning af planters dyrkningsbetingelse, arbejder han med at udvikle metoder, der gør det muligt at dyrke planter med et reduceret input af hjælpestoffer og mindre udledninger af næringsstoffer og drivhusgasser.

Jørgen E. Olesen brænder for forskningen, men deler også gerne ud af sin store viden gennem forskningsbaseret undervisning, rådgivning til myndighederne, foredrag og artikler, både på videnskabelig og populærvidenskabelig vis.

Jørgen E. Olesen har siddet i FN’s Klimapanel og var en af hovedforfatterne til den klimarapport, som i 2007 delte Nobels Fredspris med Al Gore. Han har endvidere siddet i Klimakommissionen og sidder nu i Det Etiske Råd, er formand for fødevaregruppen i den grønne tænketank CONCITO og er med i den nyetablerede Natur- og Landbrugskommission.

Jørgen E. Olesens leder sektionen for Klima og Vand ved Institut for Agroøkologi, men er desuden involveret i opstart af undervisnings- og forskningssamarbejde med Kina under Sino-Danish Center for Education and Research i Beijing. Desuden er han formand for platformen om Miljø og Klima under Danske Universiteters initiativ omkring Building Stronger Universities in Developing Countries, der især omhandler forsknings- og undervisningssamarbejde med universiteter i Ghana og Tanazania.

 

Jørgen E. Olesen holder sin tiltrædelsesforelæsning som professor i Auditoriet på AU Foulum, Blichers Allé 20, 8830 Tjele, 13. april kl. 13. Forelæsningens titel er "Agriculture at the nexus of climate change", der fokuserer på nødvendigheden af interdisciplinær forskning og bedre integration mellem bioteknologi, ingeniørvidenskab, social forskning, jord – og planteforskning og landbrugsvidenskab for at dæmme op mod klimaforandringerne. Alle er velkomne til forelæsningen - tilmelding kan ske til jytte.christensen@agrsci.dk

 

Foruden tiltrædelsesforelæsningen ved Aarhus Universitet i april har Jørgen E. Olesen en anden tiltrædelsesforelæsning i denne måned. Han blev tilknyttet Institut for Jordbrug og Økologi ved Københavns Universitet som adjungeret professor i 2011 og skal i den forbindelse holde tiltrædelsesforelæsning 14. marts kl. 14 på Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet, Festauditoriet, Bülowsvej 17, Frederiksberg. Titlen på hans forelæsning er "Sustainable use of natural resources".

Yderligere oplysninger: Professor Jørgen E. Olesen, Institut for Agroøkologi, telefon: 8715 7778, mobil: 4082 1659, e-mail: jorgene.olesen@agrsci.dk

imported:auinstallation09.cs.au.dk:30:Forside, imported:auinstallation09.cs.au.dk:13:Nyheder