Aarhus Universitets segl

Nye muligheder for forskning i cirkulær bioøkonomi

Center for Cirkulær Bioøkonomi (CBIO) holder seminar den 15. marts, hvor nogle af de fremmeste forskere inden for området orienterer om potentialet for bioøkonomi i både dansk og europæisk sammenhæng.

CBIO har eksisteret i snart et år. Foto: AU-Foto

Aarhus Universitet, Science and Technology etablerede i maj 2017 et tværdisciplinært Center for Cirkulær Bioøkonomi (CBIO). Centret skal forske i bioøkonomiske produktionssystemer og koncepter for recirkulering; bl.a. bioraffineringsmetoder og højværdiprodukter baseret på grønne afgrøder, marin biomasse og bi- og restprodukter fra landbrugs- og fødevaresektoren.  

- Vi har nu arbejdet i snart et år med at etablere centret. Der er skabt nye aktiviteter og nye kontakter mellem forskere og virksomheder. På seminaret vil vi gerne præsentere centrets aktiviteter og synliggøre mulighederne for yderligere internt samarbejde, siger centrets leder Uffe Jørgensen. 

Der er et stort samfunds- og erhvervsmæssigt potentiale i at gå fra en fossilt baseret økonomi til en cirkulær og biobaseret økonomi.

- Vi har fået nogle meget kvalificerede eksterne foredragsholdere til at komme og orientere om potentialet for bioøkonomi i både dansk og europæisk sammenhæng, siger Uffe Jørgensen.

Herudover giver mødet mulighed for direkte kontakt til lederne af forskningsplatformene i CBIO. Der er bl.a. lejlighed til at høre om mulighederne for at samarbejde om specifikke forskningsprojekter, søge PhD-midler og indgå samarbejdsaftaler.

Seminaret finder sted torsdag den 15. marts kl. 12 - 16 på Aarhus Universitet i Foulum. 

Se program og tilmelding.