Aarhus Universitets segl

Herbicidscreening i havefrøafgrøder 2009

Projektleder: Birte Boelt (email)

Formål og indhold

At udbygge vores nuværende viden om anvendelse af herbicider i havefrøafgrøder, og gennem markforsøg at tilvejebringe nødvendig dokumentation til off-label godkendelser.

Ukrudtsbekæmpelse er en af de væsentligste enkeltfaktorer i havefrødyrkningen. Rent frø er en forudsætning for, at Danmark kan fastholde sin position som verdens førende på området. I små afgrøder som havefrø er der gennem en årrække forsvundet mange herbicider, og der sker fortsat en reduktion i udbuddet af herbicider til dette formål. Årsagen er bl.a., at de agrokemiske firmaer ikke søger om godkendelser til små kulturer. Off-label godkendelser er en måde, hvorpå havefrøbranchen kan imødegå dette problem, og der er derfor stort behov for at screene nye herbicider i havefrøafgrøder. For herbicider, der viser sig selektive, er der efterfølgende behov for yderligere afprøvning til at skaffe dokumentation til en off-label ansøgning. Dette arbejde har gennem mange år været et velfungerende samarbejde mellem DJF Flakkebjerg, Landscentret, Frøsektionen, havefrøavlerforeningen og havefrøfirmaerne med DJF Flakkebjerg som forsøgsudførende enhed.

I samarbejde med erhvervets konsulenter og avlerrepræsentanter udarbejdes forsøgsplaner på baggrund af tidligere erfaringer og forsøgsresultater. Forsøgsplanerne tager dels sigte på at screene arternes tolerance overfor udvalgte herbicider, dels at udbygge datamaterialet for tidligere afprøvninger med henblik på at søge off-label godkendelse. Endvidere udføres der mere strategiorienterede forsøg med sigte på at kunne forbedre vejledningen til praksis. Forsøgene udføres som etårige markforsøg, hvor der registreres virkning på dominerende ukrudtsarter, bedømmelser for skade på kulturplanter samt høstudbytte i form af enten biomasse udbytte eller frøudbytte afhængig af om det er screenings- eller afprøvningsforsøg.

Ukrudtsforsøg i spinat, kors- og kurvblomstrede afgrøder er af erhvervets konsulenter og avlerrepræsentanter rangeret som værende af høj prioritet i 2009 med særlig fokus på følgende emner:

  • Spinat: Trods stor forsøgsaktivitet i mere end 12 år er det ikke lykkes at finde et alternativ til Asulox. Der er i flere omgange udstedt dispensation til brug af Asulox, men de senere år er dispensationerne kun udstedt for ét år af gangen, og i øjeblikket er det meget usikkert om denne praksis forsættes. Der er udført screeninger af herbicider i 1996 og 1999, mens en mindre screening med kendte midler er udført i 2007. Flere aktivstoffer er godkendt siden 1999, og der er derfor behov for en ny, og mere omfattende, screening af nye herbiciders selektivitet i spinat. Der er især behov for midler med virkning på kamille og korsblomstret ukrudt.
  • Kål og korsblomstrede afgrøder: Command har vist sig som en mulighed i visse afgrøder, men midlet har et forholdsvis smalt virkningsspekter, og der er derfor behov for at supplere Command med andre midler. Stomp i lav dosering og tankblandinger af Command og Stomp synes at være en mulighed, men der er fortsat behov for afprøvning, ikke mindst i andre korsblomstrede arter end der hidtil har været lavet forsøg i. Foreløbige erfaringer fra forsøg i 2008 tyder på at splitbehandling med Command og Stomp er mere skånsom end en tankblanding, samtidig med at der er opnået en bedre effekt på ukrudtet, så denne metode bør undersøges nærmere.
  • Karse: Mange forsøg har vist, at karse er særdeles herbicidfølsom, og endnu er det ikke lykkes at finde et selektivt middel. En herbicidscreening i 2007 tydede på, at Betanal kunne være en mulighed, og i 2008 er der udført et mere strategiorienteret forsøg med Betanal. Dette forsøg bør gentages i 2009, samtidig med at flere midler bør afprøves sideløbende, f.eks. Lentagran WP, således at der stadig undersøges andre muligheder.
  • Krysantemum: Fra praktiske afprøvninger er det erfaret, at Express Tablet i reduceret dosering måske kan blive en mulighed i krysantemum, og ved en pottescreening hos DJF Flakkebjerg i 2008 har især Harmony vist lovende resultater. Disse midler bør afprøves i markforsøg i 2009.

 

Resultater

Forsøg præsenteres ved markvandringer for frøkonsulenter og avlere i vækstsæsonen, og resultaterne fra forsøget præsenteres ved vintermøde (2009/10).