Projektets baggrund - hvorfor er der behov for handling
Tidligere gennemførte forsøgsserier har vist interessante resultater bl.a. at italiensk og almindelig rajgræs udlagt i renbestand har mindre angreb af sneskimmel og mindre lejesædstilbøjelighed end tilsvarende arter udlagt om foråret i vårbyg. Frøudbytte ved efterårsudlæg kan være på højde med udlæg i vårbyg om foråret, men varierer med tidspunkt for såning i efteråret. Forsøg med såning i renbestand om efteråret i engsvingel, timoté, rødsvingel og hundegræs viste frøudbytter på niveau med det gennemsnitlige udbytte for arten. Faktisk var frøudbyttet i engsvingel i denne forsøgsserie 1266 – 1158 kg/ha ved udsåning før 1/9, hvor landsgennemsnittet i samme periode var 838 kg/ha.
Siden disse forsøg er udført, er efterårstemperaturen blevet højere, og der er kommet andre arter/sorter til. Eksempelvis er ikke udført forsøg med strandsvingel, festulolium og hybridrajgræs.
Frøgræs, som er udlagt i en dæksæd, kan have meget varierende etableringsgrad alt afhængig af vækstforholdene for dæksæden:
Der er derfor behov for nye undersøgelser omkring optimalt såtidspunkt ved efterårsudlæg af frøgræs i renbestand.
Projektets formål og forventningerne til effekten af projektets indsats
Stigende temperatur i efteråret giver længere etableringstid for frøgræs udsået i renbestand. Dermed kan der være mulighed for at etablere flere frøgræsarter i renbestand om efteråret, og for almindelig rajgræs, hvor dette i forvejen er kendt praksis, er det relevant at bestemme optimalt såtidspunkt.
Projektet formål er at bestemme frøudbytte i udvalgte frøgræsarter/-sorter ved forskellige tidspunkter for udlæg i renbestand om efteråret.
Hvis græsudlægget kan opnå tilstrækkelig etablering ved udlæg i renbestand i efteråret, kan frøavleren undgå ovennævnte ulemper og opnå en mere ensartet etablering kombineret med et højt frøudbytte. Efterårsudlæg giver samtidig en større fleksibilitet i produktionen – både for frøavleren og for firmaet.
Projektets indhold - projektaktiviteter og forventede resultater - hvordan skal effekterne skabes
I markforsøg ved Forskningscenter Flakkebjerg etableres de udvalgte græsarter i intervaller af 20 dage i perioden 15/7-5/10.
Faktor 1: Græsart
Faktor 2: såtidspunkt
Forsøget anlægges i parceller 2,5 x 8 m (netto) og med fire gentagelser.