Aarhus Universitets segl

Effekt af forskellige vækstreguleringsmidler

Projektleder: Birte Boelt
Bevillingsgiver: Frøafgiftsfonden 2020

Projektets formål og mål

Projektets formål er at undersøge nye vækstreguleringsmidlers effekt i rødsvingel og alm. rajgræs til frø, samt at kombinere disse med kendte produkter til en optimal vækstreguleringsstrategi.

Traditionelt er vækstregulering i frøgræs blevet udført med Cycocel eller produkter indeholdende aktivstoffet trinexapac-ethyl (Moddus M./Start, Trimaxx, Cuadro). Medax Top er et forholdsvis nyt vækstreguleringsmiddel, og erfaringerne med anvendelse i frøgræs er begrænsede, og Medax Max er et andet nyt vækstreguleringsmiddel, som netop er blevet godkendt. Sidstnævnte to midler indeholder andre aktivstoffer (mepiquat-clorid og prohexadion-calcium), og det er aktuelt at undersøge deres effekt til sammenligning med effekten af de kendte trinexapac produkter.

Der er gennemført markforsøg i 2018 og 2019. Resultaterne for 2018 var præget af de meget tørre vækstforhold, hvor der ikke blev fundet effekt af vækstregulering i rødsvingel. I alm. rajgræs viste flere af de nye kombinationer effekt på niveau med trinexapac-ethyl-behandlinger, alene. Forsøgene fra 2019 er høstet, men endnu ikke oprenset.

Projektet vil bidrage til at opretholde og styrke dansk frøavls konkurrenceevne, både hvad angår produktionsomkostninger og kvalitet inden for mark- og havefrø.

Offentliggørelse, formidling og vidensdeling

Resultater vil foreligge efter oprensning og statistisk analyse af frøhøst.
Resultater af forsøgene i 2020 vil være tilgængelige på www.Frøforskning.dk i januar-februar 2021.

Resultaterne stilles gratis til rådighed for alle parter.