Aarhus Universitets segl

Orienteringsmøde maj 2025

Orienteringsmøde 4. maj 2025 kl. 10.00 til ca. kl. 16.00 om tre projekter under Landbrugsstyrelsens biavlsprodukter

Aarhus Universitet og København Universitet har fået bevilget tre nye projekter, der sigter mod at forbedre forholdene for biavlen i Danmark. De tre projekter hedder henholdsvis Bedre Biavlspraksis, Bedre Dronninger og Bedre Overvågning af Bisundhed. Vi vil fortælle om projekterne og de foreløbige resultater og indbyder derfor alle interesserede biavlere til et orienteringsmøde på AU Flakkebjerg, Forsøgsvej 1, 4200 Slagelse.

Program

Dr. Marina Meixner leder Biinstitutttet i Kirchhain, Tyskland. Marina vil fortælle om deres praktiske erfaringer med forskellige metoder til varroabekæmpelse med minimal brug af kemi. I Kirchhain anvendes yngelfratagelse og dronningebur for at minimere tilvæksten af varroa i løbet af sæsonen. Kun hvis det er nødvendigt, anvendes oxalsyre for at hindre spredning af varroa og virus. Sker det, har dronningen ikke længere avlsværdi. Kirchhain har mange års erfaringer med metoderne og har undersøgt tidsforbruget i sammenligning med alternative mere traditionelle metoder.

Vi vil besøge vores bifamilier i bigården i Flakkebjerg for at demonstrere, hvordan man bedst finder dronningen i et bistade, inden hun skal spærres i bur. Det er ikke svært, men det skal læres som alt andet i biavl.

Flakkebjerg har et stade med mange varroamider. Ved hjælp af en ny metode til hurtigt at fjerne cellelågene vil vi gerne vise, hvor stor en andel af miderne der er gemt i yngelcellerne i denne bifamilie. Vi har ikke selv erfaring med metoden, men den er meget lovende.

Alle, der deltager, har mulighed for at medbringe en honningdåse med 30-40 g bier, som man har indsamlet et par dage før mødet og frosset ihjel. Så vil vi vise, hvordan vi vasker bierne med sæbevand for at skille varroamider fra bierne, så de kan tælles. Der er ingen præmie for at have flest mider i ens medbragte prøve, men det er en god belønning at vide, hvor mange mider der er i ens bifamilier. Har man mod på mere, kan bierne inddrages i projektet ”Bedre Overvågning for Bisundhed” for analyse af skadegørende virus, bakterier, svampe og andet.