Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Lave doseringer af nye bladmidler til ukrudtsbekæmpelse i kartofler

Baggrund

Rigsrevisionen rettede i en rapport i december 2019 en skarp kritik af Miljøstyrelsens sagsbehandling af dispensationer for bekæmpelsesmidler. Særligt var der kritik af de senere års dispensationer for rimsulfuron (Titus), der anses for at udgøre en potentiel risiko for grundvandet. Det må anses for sandsynligt, at det fremadrettet vil blive vanskeligt at opnå fornyet dispensation for Titus. Idet at der umiddelbart ikke er nye herbicid aktivstoffer undervejs, er der således akut behov for at udvikle nye strategier med eksisterende midler til ukrudtsbekæmpelse efter fremspiring af kartofler.

Formål

Formålet med dette projekt er i markforsøg at undersøge selektivitet af Fenix, Proman, Centium og Boxer (normalt alle jordmidler) ved splitbehandling i lave doseringer og tankblandinger efter kartoflers fremspiring. Det forventes, at der i forsøget vil blive graduerede, tydelige visuelle skader af behandlingerne. Men det primære spørgsmål, som projektet skal besvare, er om der også er en sammenhæng mellem skadesniveauet og hvor længe at skaderne er synlige på den ene side, og med kartoflernes tilvækst og udbytte på den anden.

Projektets leverancer

 

  • Undersøgelse af visuelle skader på kartoflers efter sprøjtning efter fremspiring af kartofler med jordherbicider i forskellige strategier og blandinger.
  • Undersøgelse af kartoflers udbytte respons på sprøjtning efter fremspiring af kartofler med jordherbicider i forskellige strategier og blandinger.
  • Undersøgelse af restindhold af herbicider i knolde i udvalgte strategier.