Ekskursion til Ulvshale på Møn den 20 september

DSPS medlemmer inviteres til en tur til Ulvshale på Møn d. 20. september arrangeret af Dansk Dendrologisk Forening

Oplysninger om arrangementet

Tidspunkt

Lørdag 20. september 2025,  kl. 10:00 - 15:00

Dansk Dendrologisk Forening har arrangeret en tur til Ulvshale på Møn d. 20. september. Medlemmer af DSPS er også velkomne til at deltage i turen. 

Naturstyrelsen biologer Ditte Gammeltoft og Torben Hviid vil sammen med pensioneret skovfoged H.C. Graversen tage os på en spændende 5 km gåtur gennem den unikke skov på Ulvshale. Undervejs hører vi om skovens omskiftelige historie, vi oplever områdets unikke geologi, de beskyttede enebærkrat og eksempler på nutidens skovgræsning.

Vi skal se spændende forekomster af småbladet lind, tarmvridrøn og vintereg i skoven, hvor forskere fra Københavns Universitet vil supplere med viden baseret på nye og gamle DNA analyser. Fx hvad DNA og årringsanalyser kan fortælle om vinter-egenes oprindelse: Er de vitterlig oprindelige - så langt fra deres danske artsfælder i Jylland eller Bornholm? Og er de ’rene’ vinterege?

Vi skal se veteranisering, stynede ege, og andre eksempler på aktiv skovpleje til fremme af biodiversitet. Og vi skal høre om de fremtidige planer for skoven som ny naturnationalpark. Undervejs spiser vi vores medbragte madpakker. Det bliver en dag udenfor, så påklædning efter vejret og godt fodtøj til den 5-6 km lange gåtur.

Af praktiske grunde bedes tilmelding til Erik Dahl Kjær; edk@ign.ku.dk. (gerne med ’Ulvshale’ i emnefeltet). Telefon på dagen: 2141 9212