Transport af vand og fremmede stoffer

For at sikre, at Danmarks grundvand ikke forurenes som følge af landbrugets brug af godkendte pesticider, blev ”Varslingssystemet for udvaskning af Pesticider til grundvand” (VAP) i 1998 initieret ved en folketingsbeslutning. 

VAP er et moniteringsprogram, der ud fra målinger på forsøgsmarker skal give en tidlig varsling om risikoen for udvaskning af pesticider og/eller nedbrydningsprodukter med følgende formål: 

  • At undersøge, hvorvidt regelret anvendelse af godkendte pesticider i maksimalt tilladte doseringer under reelle danske markforhold kan resultere i udvaskning til grundvandet af pesticider og/eller deres nedbrydningsprodukter i koncentrationer over EU-grænseværdien på 0,1 μg/l. De enkelte stoffer følges typisk to år efter udbringning. En vurdering af den direkte relation mellem den specifikke pesticidanvendelse på forsøgsmarken og fund i grundvandet opnås ved analyse af vandprøver fra en meters dybde (indhentet via dræn og sugeceller) samt fra grundvandet både nedstrøms og opstrøms for forsøgsmarken.
  • På baggrund af de indsamlede data for koncentrationer af pesticider og/eller deres nedbrydningsprodukter i vand indsamlet fra grundvandsfiltre, dræn og sugeceller samt informationer om afgrøder, dyrkningspraksis, klimaet, jordens vandbalance at forbedre det videnskabelige grundlag for de danske myndigheders godkendelses- og reguleringsprocedurer for pesticider.

Moniteringen i VAP begyndte i 1999 og har været i uafbrudt drift siden. I starten bestod VAP af seks forsøgsmarker, men blev i 2003 reduceret til fem. Med marken ved Lund på Sjælland vil VAP fra 1. juli 2017 igen omfatte seks marker, som kan ses i figuren.

Alle informationer og publikationer i forbindelse med VAP kan findes på VAP’s hjemmeside.