Aarhus University Seal

Forskere beskriver syv mulige scenarier for fremtidens kvægbedrifter

Forskere fra Aarhus Universitet har kigget ind i krystalkuglen og opstillet syv mulige scenarier for fremtidens malkekvægbrug baseret på input fra branchen.

Forskere fra Institut for Agroøkologi arbejder med syv forskellige fremtidsscenarier fra kvægbedrifter. Foto: Jesper Rais

Hvordan kommer Danmarks malkekvægbrug til at se ud i 2040? Det er der ingen, der ved med sikkerhed, men der er hellere ingen der siger, at alle kvægbedrifter skal følge den samme vej. Der kan være flere muligheder for den enkelte kvægproducent at vælge i mellem. 

I projektet ”Fremtidens helhedsorienterede og balancerede kvægproduktion” ledet af forskere fra Institut for Agroøkologi ved Aarhus Universitet undersøger man hvilke muligheder der er, og hvilke veje er bedst at følge for den enkelte bedrift. 

Det første skridt var at afdække udviklingsmulighederne for kvægproduktionen inden for seks hovedområder, nemlig avl, fodring og foderproduktion, daglig management-teknologier, stalde og malkning, afsætning og forbrugere samt samfundets krav. Derefter har forskerne inviteret en bred skare af folk fra erhvervet til en workshop, hvor de har været med til at nytænke kvægproduktionen.    

På grundlag af noter fra workshoppen og forventninger til fremtiden fra seks eksperter, som hver især repræsenterer udvalgte områder af primærproduktionen, afsætning og samfundsforhold, har forskerne identificeret og beskrevet syv fremtidsscenarier. Disse scenarier er beskrevet i detaljer i en DCA-rapport udgivet af DCA- Nationalt Center for Fødevarer og Jordbrug. 

Scenarierne har forskellige vinkler

De enkelte scenarier har et eller flere fokusområder som gør, at de adskiller sig fra hinanden. Dermed repræsenterer de hver især en af flere mulige udviklingsveje for den enkelte bedrift. Inden for de overordene mål for alle scenarier tilstræbes det højst mulige økonomisk afkast, forklarer seniorforsker Troels Kristensen fra Institut for Agroøkologi og medforfatter til rapporten.  

De syv scenarier er:

  • Afgræsning og robuste køer
  • Lokale ressourcer og selvforsyning med foder
  • Besætningen og økonomisk optimering
  • Cirkulær økonomi – non-human foder
  • Klima og færre emissioner pr. kg mælk
  • Minimal kvælstofudvaskning pr. ha – geografisk placering
  • Koen – høj ydelse og sundhed

Troels Kristensen fremlægger de foreløbige resultater fra projektet på Kvægkongres 2019, der finder sted i Herning den 25.-26. februar 2019 – hvor sessionen ”Malkekvægsbedriften i 2040” i øvrigt er blandt de top ti mest populære indlæg. 

Rapporten er første afrapportering i projektet ”Fremtidens helhedsorienterede og balancerede kvægproduktion”, som er finansieret af Mælkeafgiftsfonden og Kvægafgiftsfonden. I en opfølgende rapport vil de konkrete driftsmæssige resultater af de syv fremtidsscenarier blive beskrevet sammen med deres betydning for miljø- og klimapåvirkning. 


Yderligere oplysninger

Kontakt
Seniorforsker Troels Kristensen,
Institut for Agroøkologi
Email: troels.kristensen@agro.au.dk
Telefon: 8715 8014