Hun er medlem af Europa-Parlamentet og står foran de kommende forhandlinger om EU’s fælles landbrugspolitik, CAP. Men i dag foregår arbejdet ikke i Bruxelles. Det foregår her – midt i et vinterstille, sneklædt marklandskab.

Spørgsmålet er derfor nærliggende:
Hvad laver en europæisk politiker på et regenerativt grøntsagslandbrug i Beder i januar?

Svaret ligger i mødet mellem politik og praksis.

Sigrid Friis er taget hertil for at tale med Peter Kirk-Haugstrup, der driver Peters Gartneri som et borgerstøttet, regenerativt CSA-landbrug – det største af sin slags i Danmark. Her betaler lokale borgere via abonnement og høster selv deres grøntsager i sæsonen. En forretningsmodel, der kobler fødevareproduktion, lokalt engagement og jordforvaltning tæt sammen.

Samtalen foldes ud i krydsfeltet mellem erfaring og analyse. Kasper Krabbe, ph.d.-studerende og antropolog fra Institut for Agroøkologi på Aarhus Universitet, bidrager med perspektiver på, hvordan regenerative dyrkningsformer passer – eller ikke passer – ind i eksisterende støtteordninger, dokumentationskrav og politiske rammer.

Et landbrug efter regenerative principper

Der findes ikke én fælles definition på et regenerativt landbrug. 

Men på Peters Gartneri arbejdes der konkret med fem centrale regenerative principper: 

• reduceret jordbearbejdning,
• konstant plantedække,
• øget afgrødediversitet,
• integration af dyr og
• reduceret brug af eksterne input. 

Principperne fungerer som en ramme for løbende tilpasning og læring – med jordsundhed som det bærende omdrejningspunkt.

Det er netop her, at Institut for Agroøkologis rolle kommer i spil. Aarhus Universitet har været partner i pilotprojektet og har bidraget med faglig sparring, kobling til relevante forskningsmiljøer og viden om, hvordan effekter af regenerative praksisser kan måles, dokumenteres og formidles. Samtidig har universitetet bidraget til at sætte de lokale erfaringer ind i en bredere dansk og europæisk kontekst – herunder i relation til klimaeffekter, jordforvaltning og fremtidige regulerings- og støtteinstrumenter.

Snakken faldt i denne forbindelse på den nyligt vedtagne Soil Monitoring Law, som flere håber, kan danne grobund for en mere jordfokuseret CAP. Samtidig blev der peget på de særlige udfordringer, som småskalalandbrug står over for: begrænset adgang til støtteordninger, høje krav til dokumentation og systemer, der ofte er designet med større og mere standardiserede bedrifter for øje.

Forretningsmodeller sætter rammerne

Besøget i Beder pegede på, at regenerative dyrkningsformer ikke blot handler om, hvordan der dyrkes, men om hvilket fødevaresystem de indgår i. Forretningsmodeller som direkte salg, abonnementsordninger og selvhøst er således en del af den struktur, der gør det muligt at arbejde med høj diversitet, sæsonvariation og mindre standardiserede produkter.

Samtidig blev det understreget af Kasper Krabbe, at denne måde at producere på flytter en række byrder over på landmanden. Kompleksiteten i marken kræver betydelig faglighed og erfaring, og den økonomiske robusthed er ofte skrøbelig – især i etableringsfasen. Modellen forudsætter derfor både langsigtet planlægning og en villighed til at operere uden for de rammer, som storskala fødevaresystem normalt tilbyder.

På den baggrund understreger Kasper Krabbe, at lokale, regenerative grøntsagsbrug ikke kan – og ikke skal – erstatte det øvrige landbrug, men til gengæld repræsenterer en produktionsform, som i dag fylder mindre, end dets potentiale tilsiger.