Aarhus Universitets segl

Fra antropologi til landbrugsforskning

Ph.d.-studerende Natasha Mølgaard arbejder som brobygger mellem videnskab og politik for at skabe bedre beslutningsprocesser inden for EU’s risikovurdering af pesticider. Med sin baggrund i antropologi og human security kombinerer hun naturvidenskab og samfundsfag for at sikre mere sammenhængende systemer og bæredygtige løsninger. Hun håber, at hendes forskning kan være et skridt mod en fremtid, hvor videnskab og politik går hånd i hånd.

Foto: Natasha Mølgaard

Natasha Mølgaard har altid været drevet af en naturlig nysgerrighed og ønsket om at forstå og forbedre verden. Med en bachelorgrad i antropologi og en kandidat i Human Security har hun bevæget sig i spændingsfeltet mellem klima og tværfaglig forskning. “Jeg ville kombinere det naturvidenskabelige med det humanistiske og samfundsfaglige,” forklarer hun. Denne tilgang har givet hende en unik platform til at belyse komplekse problemstillinger, især inden for biodiversitet og landbrugspolitik.

Efter sin kandidatgrad fik Natasha Mølgaard en stilling som forskningsassistent inden for biodiversitet i økologisk landbrug. Det blev hendes indgang til landbrugets verden, hvor hun dykkede ned i politikker omkring pesticidrisikovurdering på EU-niveau. “Det var her, jeg så behovet for at forene det politiske og naturvidenskabelige,” fortæller hun.

En guide til bedre beslutningsprocesser

I dag er Natasha Mølgaard ph.d.-studerende ved Institut for Agroøkologi, hvor hun arbejder på at skabe en bedre forståelse af de beslutningsprocesser, der ligger bag risikovurderinger på EU-plan. “Mit projekt handler om at integrere processer og skabe mere sammenhæng i beslutningstagningen,” siger hun og forklarer, at hendes forskning fokuserer på, hvordan man kan optimere komplekse procedurer og bygge bro mellem forskellige aktører, lige fra pesticidproducenter til NGO’er.

Det mest spændende – og udfordrende – ved hendes arbejde er netop at finde fælles fodslag mellem aktører med meget forskellige mål. “Det er spændende at se, hvor fællesnævnerne ligger, men også svært at navigere i de forskellige agendaer,” indrømmer hun.

En vision for fremtiden

Natasha Mølgaard drømmer om, at hendes forskning kan føre til mere sammenhængende systemer og bedre samarbejde mellem politikere og videnskabsfolk. “Mit håb er, at vi kan udvikle risikovurderinger, der bedre afspejler virkelighedens konsekvenser,” siger hun. Hun ser allerede store bevægelser inden for EU-projekter og blandt beslutningstagere, hvilket giver hende tro på, at sådan nogle forandringer er mulige.

At balancere forskning og privatliv

At være ph.d.-studerende kan være krævende, men Natasha Mølgaard har lært vigtigheden af at prioritere og sige nej. “Man skal turde stå fast på, hvad man realistisk kan nå,” forklarer hun. Hun har også indset, at dårlig samvittighed ofte spiller en rolle for mange forskere, til dem har hun følgende råd: “Hvis ressourcerne og tiden ikke er der, er det ikke dit ansvar at få det til at lykkes,” påpeger hun.

I sin fritid nyder Natasha Mølgaard at fordybe sig i kreative projekter som tegning og oliemaling. Hun værdsætter også vandreture i naturen og skifter mellem forskellige hobbyer alt efter humør.

En inspiration til andre

For Natasha Mølgaard er forskning ikke kun et arbejde, men en mulighed for at gøre en reel forskel. Hendes evne til at kombinere videnskabelige og samfundsfaglige perspektiver gør hende til en stærk stemme i en kompleks verden. “Jeg kan se, at mit arbejde allerede gør en forskel – både i små og store projekter,” siger hun med stolthed.

Som brobygger mellem videnskab og politik håber hun at inspirere andre til at tænke tværfagligt og gribe de muligheder, det bringer med sig. For som hun siger: “Man skal ikke være bange for at kaste sig over noget nyt. Det er sådan, vi skaber udvikling.”

Kontakt

Ph.d.-studerende Natasha Mølgaard, Institut for Agroøkologi, Aarhus Universitet. Mail: nnm@agro.au.dk