Fra Syditalien til banebrydende forskning i Danmark
Davide Cammarano tiltræder som professor i miljø- og afgrødevidenskab ved Institut for Agroøkologi, Aarhus Universitet. Hans rejse fra Syditalien via Australien, USA og Storbritannien førte ham til Aarhus Universitet, hvor hans ekspertise i præcisionslandbrug og klimatilpasning skaber banebrydende projekter. Her stræber han efter at forene forskning og undervisning og håber at påvirke politiske beslutninger for en bæredygtig landbrugsudvikling.
I de bakkede og solbeskinnede landskaber i Syditalien begyndte Professor Davide Cammarano sin akademiske rejse ind i landbrugsforvaltning, miljøvidenskab og præcisionslandbrug. Hans uddannelsesmæssige rejse startede nemlig på Universitetet i Basilicata i Potenza.
"Jeg tilbragte fem år med at studere landbrug i Italien," fortæller han, og forklarer, at han efter de fem år fik en national certificering som agronom og banede vejen for en som landbrugskonsulent.
En akademisk odyssé på tværs af kontinenter
Planen om at arbejde som landbrugskonsulent tog en drastisk drejning, da Davide Cammarano fik et stipendium til et ph.d.-studie i Australien. Hans destination var University of Melbourne, hvor han dykkede ned i afgrødehåndteringens kompleksiteter ved hjælp af digital teknologi. Turen til Australien viste sig at være afgørende, ikke kun for hans akademiske karriere, men også på et personligt plan, da det var her, han mødte sin kone og kommende mor til hans to børn. Efter afslutningen af sin ph.d.-grad kastede han sig ud i et postdoc-forløb på Queensland University of Technology.
"Jeg blev i Brisbane i halvandet år, hvilket var kontraktens længde. Da muligheden opstod for at blive ansat på University of Florida til en treårig postdoc-stilling, greb jeg muligheden," forklarer han.
Efter årene i USA befandt Davide Cammarano sig i Skotland ved James Hutton Institute. Her påtog han sig rollen som ledende forsker. Der arbejdede han på at anvende sine præcisionslandbrugsfærdigheder på eksperimenter på gårde samt arbejde med klimaændringers indvirkning på landbruget. Han besluttede dog at vende tilbage til USA ved Purdue Universitet for at forfølge sin forskning inden for et akademisk miljø. Hans seneste karriereskift var, da han og familien valgte at flytte til Danmark.
"Personligt var jeg glad for jobbet ved Purdue Universitet, men flere faktorer fik mig og min familie til at beslutte at flytte tilbage til Europa. Efter et kort ophold i Italien blev jeg tilbudt en stilling som professor i Environmental Crop Science ved Aarhus Universitet," fortæller han. Derfor flyttede han og hans familie til et helt nyt land. "Vi nyder virkelig at være her, børnene trives, og Danmark er et fantastisk land at bo i, især for familier," siger Davide Cammarano om livet i Danmark.
Præcisionslandbrug tager første pladsen
Når man taler med Davide Cammarano om hans forskning, kommer man ikke udenom præcisionslandbrug. Det er blandt andet her, hans store interesse ligger. Han har været med siden præcisionslandbrugets spæde begyndelse og har fulgt udviklingen gennem årene.
”I min ph.d. fokuserede jeg blandt andet på værktøjer som remote sensing og afgrødemodeller til kvælstofstyring i hvede, der trives i de næringsrige miljøer i Middelhavsområdet. Da jeg senere kom til Florida, begyndte jeg at forske i klimaets indflydelse på landbruget og udvikle tilpasningsstrategier. University of Florida var også stedet, hvor jeg lærte mere om systembaserede modeller (ofte fejlagtigt kaldet afgrødemodeller). Faktisk er University of Florida et af de få steder globalt, hvor der er en stærk systembaseret modelleringsgruppe " siger han.
David Cammarano kombinerer med andre ord præcisionslandbrug på markniveau med tilpasninger til klimaforhold i hele landbrugssystemet.
Et nyt kapitel i Danmark med miljø- og afgrødevidenskab
Som professor i miljø- og afgrødevidenskab ved Institut for Agroøkologi fusionerer Davide Cammarano agronomi, klima og teknologi i sin forskning. Hans arbejde dækker primært systemmodellering til at håndtere tilpasning til klimaændringer og præcisionslandbrug.
Hans igangværende projekter afspejler den tværfaglige karakter af hans forskningsinteresser. Han leder nu et nyt markant Novo Nordisk-projekt, der fokuserer på metoder inden for præcisionslandbrug, der kan begrænse kvælstoftabet.
Et andet projekt, Oenotrace (finansieret af ICT Agri-Food), udforsker brugen af digital landbrugsteknologi i vinproduktion med fokus på at bruge remote sensing og modellering til at forbedre eller opretholde vinkvaliteten. Og et nyere projekt NSmartSystems sigter mod at støtte landmænd med værktøjer til diversificering af landbrugssystemerne ved at forfine nogle digitale teknologier.
Næring til næste generation af forskere
Davide Cammarano bærer flere hatte, han er både forsker, professor og mentor.
"Jeg har i øjeblikket to ph.d.-studerende og snart bliver vores team beriget med en postdoc," siger han stolt.
Han er stadig ved at finde på plads i forsknings- og undervisningslandskabet hos Institut for Agroøkologi, men han er allerede fyldt med idéer og planer for fremtiden. ”Jeg kunne godt tænke mig at være med til at udvikle og undervise i strukturerede kurser i klimaforandringer, præcisionslandbrug eller afgrødemodellering på bachelor- og kandidatniveau,” siger han. Han mener nemlig, at det er vejen frem.
”God undervisning er alfa og omega, hvis vi skal få unge mennesker til at interessere sig for vores felt. Det er ganske enkelt nødvendigt, at vi som undervisere og vejledere er gode mentorer, så vi kan støtte de unge mennesker i deres karriere," siger han.
Mens han navigerer gennem denne nye fase i Danmark, sigter Davide Cammarano efter at forene sin forskning med undervisning og dermed fremme et dynamisk og levende akademisk miljø.
Davide Cammaranos ambitioner strækker sig ud over de akademiske områder. Hans håb er, at hans forskning vil få en konkret og direkte indvirkning på politiske beslutninger.
”Det kunne især være i forbindelse med en mulig indførelse af klimaregnskaber i dansk landbrug,” siger han. ”Mit håb er, at jeg med min forskning kan demonstrere, hvordan præcisionslandbrug og afgrødemodellering kan bidrage til informerede beslutninger på både økonomiske og klima- og miljømæssige områder,” siger han.
Aarhus Universitet har ansat Davide Cammarano som professor i miljø- og afgrødevidenskab med virkning fra d. 21. januar 2021. Han afholder sin professortiltrædelse i begyndelsen af 2024. Dato, program og invitation følger.
Mere information |
Professor Davide Cammarano, Institut for Agroøkologi, Aarhus Universitet. Tlf.: +45 93522545 eller e-mail: davide.cammerano@agro.au.dk |