Danmark importerer årligt mellem 1,5 og 1,7 mio. tons soja, svarende til ca. 700.000 tons rent sojaprotein. Dyrkningen af dette soja lægger beslag på et areal på ca. 760.000 ha, primært i Sydamerika. Der er stigende bekymring for de miljømæssige og socioøkonomiske problemer som dyrkningen af sojabønner fører til, og at en stigende global efterspørgsel på soja vil føre til yderligere rydning af regnskov.

Efter ønske fra Landbrugsstyrelsen har forskere fra Aarhus Universitet derfor undersøgt ”Hvor stor en del af det nuværende landbrugsareal i Danmark skal der anvendes for at kunne erstatte importeret soja til foder med protein udvundet af danske græsmarker?”.

Forventning om øgede udbytter

I dag ligger græsudbyttet i dansk landbrug typisk omkring 10 tons tørstof per ha. Grønt græs og kløver indeholder mellem 15 og 25 procent protein i tørstof, og forsøg med bioraffinering viser, at der typisk udvindes omkring 40 procent af proteinet. Samlet set betyder det, at der kan produceres 0,72 tons ”rent protein” per ha, og det indebærer, at der skal dyrkes græs på 979.000 ha for at erstatte den nuværende sojaimport.

Den nuværende dyrkningspraksis og de anvendte græssorter er imidlertid ikke optimerede i forhold til bioraffinering, ligesom selve bioraffineringsteknologien heller ikke er færdigudviklet. En målrettet forsknings- og udviklingsindsats vil derfor øge både markudbyttet og mængden af protein, som kan udtrækkes.

Forskellige scenarier

Forskerne har opstillet fire scenarier, hvor de estimerer effekten af forskellige forbedringer i græsproduktionssystemet. I et scenarie med optimering af både dyrkning, sorter og teknologi er det forventningen, at der i gennemsnit kan produceres 14 tons tørstof i græs per ha med et proteinindhold på 20 procent. Og med en forbedret bioraffineringsteknologi kan der produceres 1400 kg ekstraheret protein per ha pr år.

- Vi kan se at der er store muligheder for at optimere både dyrkningspraksis og bioraffineringsteknologien. Det kræver dog et stort forsknings- og udviklingsarbejde for at muliggøre det inden for en overskuelig fremtid, siger seniorforsker og centerleder Uffe Jørgensen fra Aarhus Universitets Center for Cirkulær Bioøkonomi (CBIO).

Han peger bl.a. på, at det vil være en udfordring at opretholde de høje udbytter i længere rotationer, og at der kan opstå jordkomprimering i de flerårige marker.

Låner græsset fra køerne – og leverer tilbage igen

I det optimerede scenarie skal der dyrkes græs på ca. 500.000 ha, hvis den importerede sojaprotein skal erstattes med dansk produceret græsprotein. Allerede i dag dyrkes der græs på omkring 300.000 ha i dansk landbrug.

Det er græs, som anvendes til fodring af drøvtyggere, primært malkekøer. Og græsset fra dette areal kan fortsat anvendes til kvægfodring efter at proteinet er trukket ud af det.

Via bioraffinering udvindes proteinet fra græsset, men presseresten, som udgør langt den største del, kan fortsat anvendes til kvægfoder. Forsøg viser endda en stigning i mælkeydelsen, når malkekøer fodres med det pressede græs.

Fordele for miljø og klima

Hvis det lykkes, at optimere græsdyrkning og bioraffinering yderligere, så skal der - hvis hele sojaimporten skal erstattes - ”blot” findes ca. 200.000 ha ekstra til dyrkning af græs. Her er der bl.a. mulighed for at omlægge nogle majsarealer til græs. Majs dyrkes på ca. 180.000 ha og en omlægning fra majs til græs vil indebære betydelige gevinster for miljøet. Det skyldes, at der er meget begrænset kvælstofudvaskning fra vedvarende græs, ligesom der - i modsætning til majs – stort set ikke er behov for pesticider i græsdyrkningen.

- Øget dyrkning af vedvarende græs i stedet for enårige afgrøder som korn og majs vil reducerer en lang række miljøproblemer i landbruget siger Uffe Jørgensen. Øget selvforsyning med protein vil derfor ikke kun være til fordel for miljøet i Sydamerika, men i høj grad også i Danmark.

Bag om forskningen