Hvordan ser fremtidens præcisionslandbrug ud?
Mekanisk ukrudtsbekæmpelse fylder stadig mere i landbruget i takt med, at færre kemiske midler godkendes. Men hvor langt er teknologien egentlig nået? På Plantekongressen 2026 var det tydeligt, at både forskning og praksis i stigende grad ser digitalisering, automatisering og højpræcision som centrale elementer i den udvikling.
Professor Bo Melander fra Institut for Agroøkologi ved Aarhus Universitet pegede i sit oplæg under sessionen ”Mekanisk og højpræcis ukrudtsbekæmpelse” på, at mekanisk ukrudtsbekæmpelse i stigende grad understøttes af digitale og intelligente løsninger. Kameraer, sensorer og automatiseret styring gør det muligt at opnå ekstremt præcise indsatser i ukrudtsbekæmpelse.
Fremtidens løsninger
Når han bliver bedt om at fremhæve særligt en teknologi i fremtiden, peger Bo Melander på at det største teknologiske potentiale ligger i robotter, særligt når de kombineres med laserteknologi til præcisionsbekæmpelse af ukrudt meget tæt på kulturplanterne.
Teknologien er stadig i et tidligt stadium, hvor den høje præcision – helt ned til omkring 0,5 mm – stiller store krav til udstyr og driftssikkerhed. Det betyder, at løsningerne i dag ofte arbejder langsomt, men når denne udfordring på sigt bliver mindre og mindre, vil teknologien være mere skalerbar.
Kunstig intelligens og maskinlæring gør det også muligt relativt hurtigt at tilpasse systemerne til nye afgrøder og forskellige marksituationer.
Melander understregede samtidig i sit oplæg, at GPS-baseret lugning ikke kan stå alene. Både pga. risikoen for GPS-jamming, men også fordi GPS-informationen skal suppleres med kamerateknologi for at kunne opnå en tilfredsstillende ukrudtsbekæmpelse. GPS-teknologien arbejder med en forventet fremspiring af kulturplanterne, og når det ikke sker, vil der opstå ’huller’ i marken, hvor ukrudtet ikke bekæmpes. Et supplement med kamera vil udløse en ukrudtsbekæmpelse i hullerne, fordi kameraet registrerer den manglende afgrødeplante. .
Er landbruget klar?
Det store spørgsmål er, om landbruget er klar. Svaret på baggrund af Plantekongres 2026 er et rungende ja: landbruget er omstillings- og implementeringsvillige.
I et andet oplæg på kongressen blev sektorens parathed til digitalisering og præcisionsværktøjer diskuteret af praktikere. Her blev det fremhævet, at digitale løsninger allerede er udbredt i landbruget – blandt andet til markstyring, planlægning, tracking og dokumentation – og at digitalisering på tværs af både markstørrelser og driftsformer er uundgåelig.
Samtidig er der generelt stor åbenhed blandt landmænd for at tage datadrevne løsninger i brug, når de understøtter bedre beslutninger i hverdagen og tager højde for lokale og kontekstuelle forhold.