Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Omlægning til økologi har faldende effekt på landbrugets kvælstofudvaskning

Stramninger i kravene til det konventionelle landbrug har reduceret forskellen i kvælstofudvaskning fra konventionelt og økologisk landbrug.

05.11.2020 | Claus Bo Andreasen

Foto: Henning Thomsen, Institut for Agroøkologi

I de senere år er der sket betydelige ændringer i rammevilkårene for både det konventionelle og økologiske landbrug. På den baggrund har Landbrugsstyrelsen har bedt DCA om at revurdere den generelle nitratudvaskning fra økologiske arealer, og herunder effekten ved omlægning fra konventionelt til økologisk jordbrug.

Effekten ved omlægning fra konventionel til økologisk jordbrug har været estimeret i flere tidligere studier, og har generelt været faldende over tid. Dette skyldes især, at der er sket stramninger på kvælstofanvendelse, jordbearbejdning og brug af efterafgrøder i det konventionelle landbrug. Senest er effekten i 2013 estimeret til 10-17 kg N/ha.

Med udgangspunkt i typesædskifter for fire konventionelle og økologiske driftsgrene er der i undersøgelsen estimeret en effekt af økologi på 16 kg N/ha, som dog nedjusteres til 12-13 kg N/ha under hensyn til forskelle i afgræsning mellem konventionelle og økologiske bedrifter. Dette estimat ligger inden for det tidligere estimerede interval på 10-17 kg N/ha.

De seneste stramninger omkring efterafgrøder på konventionelle landbrug bringer dog estimatet for effekt af økologisk jordbrug på nitratudvaskningen for 2017 ned på 9-11 kg N/ha. Disse ændringer reducerer forskellen med 2 til 3 kg N/ha til et estimeret interval på 6 til 9 kg N/ha for 2020.

Efterafgrøder virker

Professor og institutleder Jørgen E. Olesen, Institut for Agroøkologi har ledet undersøgelserne. Han pointerer, at den væsentligste årsag til at forskellen i kvælstofudvaskning udlignes ligger i, at det konventionelle jordbrug i større omfang end det økologiske er pålagt at dyrke efterafgrøder.

- Der er frem til 2020 sket en betydelig stigning i omfanget af målrettede efterafgrøder på det konventionelt dyrkede areal, og kun en mindre stigning i dyrkningen af frivillige efterafgrøder på det økologiske areal, siger Jørgen E. Olesen.

Der er dog også andre årsager til forskellen mellem økologisk og konventionel jordbrug bliver mindre. Bl.a. er der en større udvaskning af kvælstof fra økologisk svineproduktion. Tilsvarende er der større kvælstofudvaskning fra kvægbrug, hvor køerne går på græs i forhold til kvægbrug går inde.

- Desværre ser der ud til at være et dilemma mellem husdyrvelfærd og miljøbelastning i den nuværende produktion, og det peger på et behov for udvikling af nye og bedre produktionssystemer, siger Jørgen E. Olesen.

Bag om forskningen
Læs mereUndersøgelser er beskrevet i DCA rapport nr. 176 ”Opdatering af kvælstofudvaskning fra økologiske bedrifter”. Rapporten er udarbejdet af Jørgen E. Olesen, Troels Kristensen, Ib Sillebak Kristensen, Christen D. Børgesen, Jørgen Eriksen, Birger Faurholt Pedersen, Anne Grete Kongsted, som alle kommer fra Institut for Agroøkologi, Aarhus Universitet. Rapporten kan hentes på dette link. 
FinansieringRapporten er rekvireret af Landbrugsstyrelsen og den er udarbejdet som led i Rammeaftale om forskningsbaseret myndighedsbetjening af Miljø- og Fødevareministeriet med underliggende styrelser 2020-2023
KontaktProfessor og institutleder Jørgen E. Olesen, Institut for Agroøkologi. Mobile: +45 40821659. Email: jeo@agro.au.dk

DCA, Agro