Studier af pesticidpåvirkninger i virkelige landskaber

Pesticider bruges sjældent isoleret.

De anvendes på marker, der er en del af større landbrugslandskaber, hvor afgrøder, jordbund, vejr, levesteder, arter, dyrkningspraksis og andre pesticidanvendelser spiller sammen over tid.

Det er en af de centrale udfordringer i miljømæssig risikovurdering. Et pesticidprodukt kan vurderes under standardiserede forhold, men dets faktiske miljøpåvirkning afhænger af, hvordan det bruges i virkelige landskaber.

Standardiserede tests er nødvendige. De giver et fælles grundlag for at vurdere produkter i forbindelse med regulatoriske beslutninger. Men ifølge forskere, der arbejder med systembaseret miljømæssig risikovurdering, er de også forenklinger.

“En standardiseret test giver den fælles målestok, som reguleringen har brug for, men den er ikke bare en lille eller forenklet version af virkelige landskaber. Det er noget helt andet, og vi bør være ærlige om, hvilke spørgsmål den kan besvare,” siger Christopher J. Topping, professor ved Institut for Agroøkologi på Aarhus Universitet.

At se ud over ét produkt ad gangen

Miljømæssig risikovurdering har traditionelt fokuseret på enkelte stoffer, produkter og specifikke anvendelser. Det har været med til at skabe et struktureret godkendelsessystem.

Forskere på området peger dog på, at pesticidpres i virkelige landskaber ikke kommer fra ét produkt alene. Det opstår gennem gentagen brug af flere stoffer på tværs af marker, bedrifter og regioner over tid.

Det betyder, at organismer som bestøvere, vandlevende hvirvelløse dyr, ikke-målrettede leddyr og jordorganismer kan blive udsat for kombinerede belastninger, som er vanskelige at indfange i isolerede produktvurderinger.

Forskningsspørgsmålet handler derfor ikke kun om, hvorvidt ét produkt består en standardiseret test. Det handler også om, hvordan gentagen pesticidanvendelse påvirker populationer og økosystemer i virkelige landbrugslandskaber over tid.

Johan Axelman, ph.d. og specialkonsulent ved Institut for Agroøkologi, kom til Aarhus Universitet i 2026 efter at have arbejdet med regulering af plantebeskyttelsesmidler hos den svenske Kemikalieinspektionen. Han peger på den samme udfordring fra den regulatoriske side:

“Kumulative påvirkninger skal indfanges et sted. Men at bede hver enkelt beslutning om at bære en fuld systemanalyse er hverken effektivt eller hensigtsmæssigt. Hver vurdering skal indgå i en fælles videns- og forvaltningskontekst. Det gør de ikke i dag, og at nå dertil handler om systemtænkning og bedre samarbejde på tværs af sektorer.”

Kompleksitet på det rette sted

En reaktion på usikkerhed er at tilføje flere data, flere finjusteringer og mere sagsspecifik dokumentation.

Men forskere på området argumenterer for, at flere detaljer ikke automatisk fører til bedre forståelse.

Komplekse økologiske modeller kan hjælpe forskere med at vurdere, hvordan eksponering for pesticider og effekterne af dem udfolder sig på tværs af landskaber, populationer og tid. Samtidig skal vurderingsmetoder også være gennemsigtige, sammenlignelige og praktisk anvendelige.

Målet er derfor ikke at gøre hver enkelt vurdering mere kompliceret — eller at vurdere mindre. Det handler om først at arbejde på systemniveau og derefter omsætte den viden til værktøjer, der kan understøtte hurtigere og mere præcise gentagne vurderinger samt læring. Set fra dette perspektiv er kumulativt pesticidpres vanskeligt at forstå, hvis vurderingen fortsat kun fokuserer på enkelte produkter og separate anvendelser.

“Modeller fortæller dig, hvordan et system opfører sig. De fortæller dig ikke, hvilke beslutninger der skal prioriteres. Det spørgsmål kommer fra den regulatoriske side, og det er det, der afgør, hvor kompliceret en model behøver at være,” siger Christopher J. Topping.

Aarhus Universitets rolle

På Aarhus Universitet er meget af dette arbejde knyttet til økologisk modellering, systembaserede tilgange til miljømæssig risikovurdering og deltagelse i store europæiske forskningssamarbejder.

Et vigtigt forskningsmiljø er Social-Ecological Systems Simulation Centre, som ledes af Christopher J. Topping, og som modellerer, hvordan økologiske processer, landskabsstruktur og forvaltningsbeslutninger spiller sammen over tid.

Denne type modellering er relevant, fordi pesticiders påvirkning ikke kun afhænger af stoffets egenskaber. Den afhænger også af, hvor og hvornår stoffet bruges, hvilke arter der eksponeres, hvordan populationer kommer sig, hvordan landskaber er sammensat, og hvilke andre stressfaktorer der er til stede.

Forskere fra Aarhus Universitet bidrager også gennem PARC - European Partnership for the Assessment of Risks from Chemicals. PARC samler forskere, myndigheder og andre aktører, der arbejder på at styrke risikovurderingen af kemikalier i Europa.

I dette bredere samarbejde bidrager forskere fra Aarhus Universitet til arbejde med pesticidrisikovurdering, biodiversitetsbeskyttelse, overvågning, modellering og behovet for at forbinde viden på tværs af sektorer og datasystemer. Det knytter også an til platforme som MIND, der har fokus på at gøre modeller, overvågningsdata, eksponeringsinformation og økologisk viden lettere at forbinde og anvende på tværs af projekter og institutioner.

Johan Axelman forklarer hvorfor:

“Disse projekter kredser alle om den samme erkendelse: Fragmentering af data, viden og regulering er det, der gør vurderinger langsomme og betyder, at de ikke indfanger risici på systemniveau. At forbinde dem er ikke administration. Det er substansen i arbejdet.”

PollinERA som eksempel

PollinERA er et eksempel på, hvordan denne forskningsretning anvendes i praksis.

Projektet fokuserer på, hvordan eksponering for pesticider og effekter på bestøvere bedre kan forstås i virkelige landbrugslandskaber. Det undersøger, hvordan kumulativt pres fra flere pesticidanvendelser kan studeres mere systematisk.

Et nyt policy brief fra PollinERA, medforfattet af Christopher J. Topping, Johan Axelman og James Henty Williams fra Institut for Agroøkologi ved Aarhus Universitet, foreslår et regionalt pesticidbudget som én mulig systembaseret tilgang til at studere og håndtere kumulativt pesticidpres.

Idéen er, at hver økologisk region vil have en årlig ramme for pesticidpres. Produkter med lavere miljøpåvirkning vil bruge mindre af den ramme, mens mere persistente eller giftige stoffer vil bruge mere.

Forslaget er et forskningsbaseret bidrag fra PollinERA til den europæiske diskussion om pesticidregulering. Det skal ikke læses som en institutionel politisk anbefaling fra Aarhus Universitet.

“Det, vi har brug for for at gøre pesticidpåvirkninger håndterbare, er en måde at forstå og regulere det samlede pesticidpres på. Regionale pesticidbudgetter minder meget om kulstofbudgetter eller fiskekvoter, som vi alle kender, men tilpasset lokale forhold,” siger Christopher J. Topping.