Aarhus Universitets segl

Udvaskning af pesticider fra landbruget

En ny rapport fra det unikke danske varslingssystem for udvaskning af pesticider til grundvand (VAP) viser resultater fra test af otte pesticider, hvor tre pesticider og fire nedbrydningsprodukter udvaskes på niveauer over grænseværdien for grundvand. Resultaterne understreger endnu en gang, at VAP er et centralt redskab i beskyttelsen af drikkevandsressourcen ved at afsløre eventuelle problemer, længe før de når vandværkernes boringer.

Siden 1999 har VAP været enestående i international sammenhæng som et systematisk og uafhængigt system til at vurdere, om der er risiko for, at pesticider udvasker til grundvandet. Det efterprøver, om den teoretiske risikovurdering, der ligger til grund for godkendelsen af pesticider, faktisk holder i praksis under realistiske danske markforhold. På den måde fungerer VAP som en kritisk sikkerhedskontrol mellem godkendelsen af et pesticid og vores drikkevand, en funktion, som ingen andre lande har i samme omfang.

VAP-markerne dyrkes konventionelt og repræsenterer forskellige typer af klima, geologi og jordbund i Danmark. Pesticider udvalgt til evaluering testes med maksimalt tilladte doseringer og moniteres typisk i to år efter udbringning. Det er forskere fra GEUS, Institut for Agroøkologi og Institut for Ecoscience ved Aarhus Universitet, der står for undersøgelserne af, om pesticider eller deres nedbrydningsprodukter udvaskes til dræn- og grundvand.

På trods af systemets dokumenterede betydning udløber finansieringen af VAP ved udgangen af året. Det sker på et tidspunkt, hvor resultaterne tydeligere end nogensinde viser behovet for et robust og langsigtet varslingssystem.

De nyeste resultater

Den nye rapport dækker perioden juli 2023 til juni 2025 og fortsætter bl.a. test af ukrudtsmidlet propyzamid, der blev startet i sidste rapportperiode. Den undersøgelse gav et tydeligt signal: da midlet blev testet, viste resultaterne, at i de første måneder efter sprøjtning blev både pesticidet og to af dets nedbrydningsprodukter udvasket til dræn og videre til grundvandet. Og der var tale om koncentrationer, der lå over den grænse, der er sat for at beskytte vores grundvand. Årets rapport bygger videre på sidste års arbejde og inkluderer yderligere et års resultater. De viser, at der stadig kan findes spor af propyzamid og nedbrydningsprodukterne i både dræn og grundvand, men at de nu findes i lavere koncentrationer end lige efter sprøjtning.  

I afrapporteringsperioden blev der testet otte forskellige pesticider. Udover selve pesticiderne kiggede forskerne også på deres nedbrydningsprodukter, det vil sige de kemiske stoffer, der opstår, når pesticiderne nedbrydes i jorden. Der blev i alt testet for udvaskning af 14 udvalgte nedbrydningsprodukter fra de otte pesticider og for tre af selve pesticiderne. 

Resultatet? Seks af nedbrydningsprodukterne blev hverken fundet i grundvand eller vand fra dræn og sugeceller. Fire af nedbrydningsprodukterne blev fundet i drænvand, og tre af pesticiderne og fire af nedbrydningsprodukterne sivede ned i grundvandet under markerne. Og ikke bare i små mængder i løbet af det første år af testperioden, men i koncentrationer, der er højere end den grænseværdi, der er sat for vores grundvand (0,1 µg/L). 

Her er en samlet liste over de syv stoffer, der er fundet i både dræn- og grundvandsprøver: 

  • Propyzamid (pesticid) – fortsættelse af test startet i 2023
    • RH-24580 (nedbrydningsprodukt) – fortsættelse af test startet i 2023
    • RH-24644 (nedbrydningsprodukt) – fortsættelse af test startet i 2023
  • Picloram (pesticid) – fortsættelse af test startet i 2023
    • Aminopyralid (nedbrydningsprodukt) – fortsættelse af test startet i 2023
  • Fluopyram (pesticid) – fortsættelse af tests startet i 2021, 2022, 2023 og 2024
    • Fluopyram-7-hydroxy (nedbrydningsprodukt) – fortsættelse af tests startet i 2022, 2023 og 2024

I 2025 satte Miljøstyrelsen en stopper for brugen af fluopyram, fordi stoffet viste sig at kunne danne TFA. De første resultater fra testen af picloram afslørede, at der er behov for en hyppig og mere målrettet prøvetagning lige efter sprøjtning for at få et mere retvisende billede af, hvor meget der udvasker. Derfor blev en ny test sat i gang i 2025. 

Derudover blev der i 2025 opstartet test af thifensulfuron-methyl på to marker. Testen gik i gang lige inden udgangen af denne rapportperiode, derfor indgår der ikke en evaluering af resultaterne i dette års rapport. 

Læs sammendrag og rapport her

VAP er finansieret af den nationale Sprøjtemiddelstrategi 2022-2026 via Miljøstyrelsen, der også udvælger, hvilke pesticider, der skal testes på markerne. 

Den engelsksprogede VAP-rapport udgives årligt og ledsages af et dansk sammendrag, der opsummerer resultaterne fra alle igangværende og afsluttede test i denne rapportperiode. Begge rapporter er tilgængelige på VAPs hjemmeside, www.vap.dk, hvor man også kan finde alle tidligere udgivelser. 

Gå til rapporten for afrapporteringsperioden juli 2023 – juni 2025 på www.vap.dk.

Det danske sammendrag

Den samlede rapport

LÆS MERE HER/LINKS

Miljøstyrelsens nyhed om fornyet vurdering af propyzamidholdige midler (april 2025)

Miljøstyrelsens nyhed ifm. forbuddet mod fluopyram og andre pesticider (september 2025)

Kontakt

Nora Badawi

Projektleder, Seniorforsker

Afdeling for Geokemi

De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS)

Telefon 91 33 35 74

E-mail: nba@geus.dk

 

Kirsten Kørup

Chefkonsulent, Ph.d.

Institut for Agroøkologi, Aarhus Universitet

Telefon: 93 52 21 31

E-mail: kirstenkoerup@agro.au.dk