Harlekinmariehønen er en stor (5-8 mm) mariehøneart og dermed større end de fleste danske arter.
Den er tydeligt rund set ovenfra og fremtræder hvælvet set fra siden.
Harlekinmariehønen er meget variabel i farvetegningen. Den findes i en rød form, som er den mest udbredte i Danmark, og i flere sorte former.
Røde farvetyper
Den røde form (succinea) har mellem 0 og 19 sorte pletter på dækvingerne, hvis baggrundsfarve kan variere fra gul over orange til rød. Desuden har den et karakteristisk hvidt forbryst med en sort tegning, der kan ligne et M, men som også kan være adskilt i fem punkter (”kattepote”). Pletterne på forbrystet kan være smeltet sammen til en sort, trapezformet tegning. Man vil dog altid kunne se et tydeligt hvidt felt på hver side af forbrystet.
I efteråret og vinteren kan en del af bestanden være meget mørk, hvor pletterne på dækvingerne smelter sammen, og baggrundsfarven eventuelt ændres til mørkebrun.
© Jan Martin | © Jan Martin | © Jan Martin | © Jan Martin |
Sorte farvetyper
De sorte farvetyper er mindre variable i udseende. Baggrundsfarven er sort, og der er 2, 4 eller 12 røde pletter (formerne kaldes hhv. conspicua, spectabilis og axyridis). Varianten med 12 røde pletter er kun fundet i København. Forbrystet på de sorte farvetyper har altid hvide kanter langs siden og er domineret af en central sort trapez.
© Jan Martin | © Tove Steenberg | © Tove Steenberg |
Benene
Benene hos harlekinmariehønen er typisk brune, men kan hos de sorte farvetyper være sorte. Fødderne er dog altid brune (se den blå ring på billedet) - også hos sorte farvetyper.
I de sorte typer er der en tydelig rød-brun rand på undersiden af den bageste del af bagkroppen(se pil).
© Tove Steenberg |
Larverne
Sikker identifikation af larverne kan kun ske i de sidste larvestadier (3.-4. larvestadium). Larven af harlekinmariehønen er 7-11 mm lang i sidste larvestadium. Den er sort med to tydelige, L-formede, orange tegninger og er forsynet med kraftige, forgrenede orange og sorte børster. Den har desuden fire orange-gule børster placeret bagtil (markeret med blå ring på foto).
© Susanne Harding |
Pupperne
Harlekinmariehønens pupper sidder fasthæftet til overfladen af blade, bladstilke og andre underlag. De er store (6-8 mm), og varierer i farve fra gul-rød til næsten sort med mere eller mindre dominerende pletter. Pilene på billedet markerer resterne af larvehuden. Her ses stadig larvens karakteristiske børster (nu hvide eller sorte), hvilket er et sikkert kendetegn.
| |
© Susanne Harding © Niels Kirkeby-Thomsen Ofte vil tilstedeværelse af voksne eller larver i nærheden af puppen afsløre, om der med en vis sandsynlighed er tale om harlekinmariehønen. Hvis man er i tvivl, kan man klække puppen og artsbestemme den voksne mariehøne. Klækningen tager cirka en uge. | |