Ny rapport fra VAP om udvaskning af pesticider
På forsøgsmarker undersøger Varslingssystemet for udvaskning af pesticider til grundvandet (VAP) om regelret sprøjtning resulterer i udvaskning til grundvand og drikkevand over de gældende kravværdier. Der udgives løbende rapporter om resultaterne fra VAP, og rapporten for 2018-2020 er nu publiceret.
I perioden juli 2018 til juni 2020 er udvaskningen af syv pesticider og 41 nedbrydningsprodukter blevet undersøgt. Fire af pesticiderne og 35 af nedbrydningsprodukterne er hverken blevet fundet i grundvand, vand fra dræn eller sugeceller i en meters dybde.
Ni af de i alt 48 moniterede stoffer er blevet fundet i vand fra markerne. Tre af disse stoffer er udelukkende fundet i drænprøver, og seks af dem er fundet i både dræn- og grundvandsprøver. Ud af de seks, der er fundet i grundvand, er to af stofferne, propyzamid og 1,2,4-triazol, fundet i koncentrationer højere end kravværdien for grundvand på 0,1 µg/L, svarende til en fundprocent på henholdsvis 2,2% og 2,7 %. Med andre ord, er de to stoffer fundet i 2,2 og 2,7% af de prøver, der er taget af grundvandet.
1,2,4-triazol og propyzamid
Nedbrydningsproduktet 1,2,4-triazol, der stammer fra forskellige azol-svampemidler anvendt både til sprøjtning af afgrøder og som bejdsning af såsæd, bliver fundet i grundvandet under alle markerne.
Udsvingene i koncentrationsniveau stemmer ikke overens med anvendelsen af azoler på markerne, men udvaskningen ser ud til at være relateret til nedbør og vandets nedsivning gennem markerne.
Propyzamid er aktivstoffet i et plantebeskyttelsesmiddel og er i VAP set udvasket til både dræn og grundvand i koncentrationer over kravværdien på 0,1 µg L-1. Moniteringen af propyzamid og dets nedbrydningsprodukter fortsættes.
Ekstra midler til VAP
VAPs forsøgsmarker repræsenterer forskellige typer af klima, geologi og jordbund i Danmark – herunder både sandede marker og opsprækkede lermarker. De pesticider, der er udvalgt til evaluering i VAP, testes med maksimalt tilladte doseringer under reelle danske markforhold og moniteres typisk i en testperiode på to år efter udbringning.
Test i VAP er bl.a. en mulighed for at efterprøve de modelberegninger, som indgår i Miljøstyrelsens risikovurdering ved godkendelse af sprøjtemidler i Danmark, og dermed tidligt at opdage potentielle grundvandsforurenende pesticider og nedbrydningsprodukter. Viden fra VAP bruges i de danske og europæiske myndigheders godkendelse og regulering af pesticider.
Som en del af sprøjtemiddelstrategi 2022-2026 ønskede aftalepartierne at styrke den danske grundvandsbeskyttelse. De afsatte derfor yderligere 11,6 mio. kr. til VAP med henblik på at forøge antallet af test af relevante stoffer og herigennem sikre et mere robust godkendelsessystem.
Rapporter fra VAP
VAP ledes af De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS) i et tæt samarbejde med Institut for Agroøkologi (AGRO) ved Aarhus Universitet og Institut for Ecoscience (ECOS) ved Aarhus Universitet samt Miljøstyrelsen.
Det danske sammendrag kan læses her
Den samlede rapport kan læses her
Alle rapporterne fra VAP tilbage til 1999 kan ses på www.vap-grundvand.dk
Hvad har vi lært af VAP gennem tiden?
I VAP er der gennem de seneste 21 år (1999-2020) moniteret for udvaskningen af 151 stoffer, hvoraf 52 er pesticider (aktivstoffer) og 99 er udvalgte pesticidnedbrydningsprodukter.
Testene gennem tiden har bl.a. resulteret i og/eller påvist at:
- flere pesticider og/eller udvalgte nedbrydningsprodukter påvises i grundvandet under de opsprækkede lermarker end under de sandede marker.
- for nogle pesticider sker der langtidsudvaskning af nedbrydningsprodukter på sandjord med kartoffeldyrkning.
- kraftigt sorberende pesticider kan udvaskes ved partikeltransport igennem de opsprækkede lermarker.
- bejdsemidler kan muligvis være kilde til udvaskning og information om bejdset såsæd er derfor inkluderet i moniteringen.
Yderligere informationer
Studietype: Eksperiment
Samarbejdspartnere: Institut for Agroøkologi ved Aarhus Universitet, Institut for Ecoscience ved Aarhus Universitet, De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS) samt Miljøstyrelsen.
Finansiering: VAP er finansieret via Pesticidstrategi 2017-2021.
Interessekonflik: Ingen
Kontakt:
Nora Badawi
Projektleder og seniorforsker
De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS)
Telefon 91 33 35 74
E-mail: nba@geus.dk
Kirsten Kørup
Akademisk medarbejder
Institut for Agroøkologi, Aarhus Universitet
Telefon: 93 52 21 31
E-mail: kirstenkoerup@agro.au.dk