Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Udnævnelse til Præsident for International Herbage Seed Group

René Gislum, Aarhus Universitet, udnævnes til Præsident for International Herbage Seed Group ved gruppens konference i Oregon den 14.-16. maj 2019.

09.05.2019 | Bende Astrup

René Gislum, Aarhus Universitet

International Herbage Seed Group har til formål at stimulere samarbejde og kommunikation mellem forskere, rådgivere og praktikere, som arbejder med græs- og kløverfrøproduktion. Gruppens første konference blev afholdt i Danmark i 1987 på Tune Landboskole, og Danmark har gennem tiden bidraget stærkt til gruppens arbejde.

René er den helt rigtige mand til posten! Gennem to forskningsophold har han netop besøgt hovedområderne for græs- og kløverfrøproduktion uden for Danmark. I 2001 studerede han i 6 måneder ved United States Department of Agriculture, National Forage Seed Production Research Center, Corvallis, Oregon, og i perioden 2005-2007 opholdt han sig 17 måneder ved AgResearch, Hamilton, New Zealand. Dermed kender han vores væsentligste kolleger – såvel inden for forskning og praksis på frøområdet.

Til daglig arbejder René ved AU Flakkebjerg med forskning inden for næringsstofforsyning i frøgræsområder, hvor han i stor udstrækning anvender sensorteknologi dels til bestemmelse af afgrødernes næringsstofindhold og dels til bestemmelse af kvælstof og biomasse på marken. René er projektleder for en lang række forskningsprojekter inden for dette område.

Foruden agronomuddannelsen fra Landbohøjskolen har René også en kandidatgrad i statistik.     

Navne