Aarhus Universitets segl

Efterårsudlæg i renbestand - frøgræs

Indledningsvis udarbejdes en oversigtsartikel, som sammenstiller tidligere forsøg vedrørende udlægsmetoder for frøgræs i Danmark. I artiklen vil bl.a. indgå resultater fra ’Såtidsforsøg med rajgræs’ udført i perioden 1974-1980 og ’Såtider for frøgræs udlagt i renbestand’, hvor engrapgræs, rødsvingel, engsvingel, hundegræs og timoté i perioden 1986-1991 er udsået fra 15/6 til 1/9.

Begge forsøgsserier viser interessante resultater:
•    Italiensk og almindelig rajgræs udlagt i renbestand har mindre angreb af sneskimmel og mindre lejesædstilbøjelighed end tilsvarende arter udlagt om foråret i vårbyg. Frøudbytte ved efterårsudlæg kan være på højde med udlæg i vårbyg om foråret, men varierer med tidspunkt for såning i efteråret.

•    Engsvingel, timoté, rødsvingel og hundegræs kan ved efterårsudlæg have frøudbytter på niveau med det gennemsnitlige udbytte for arten. Faktisk var frøudbyttet i engsvingel 1266 – 1158 kg/ha ved udsåning før 1/9, hvor landsgennemsnittet i samme periode var 838 kg/ha.

Siden disse forsøg er udført, er efterårstemperaturen blevet højere, og der er kommet andre arter/sorter til. Eksempelvis er ikke udført forsøg med strandsvingel, festulolium og hybridrajgræs.

Frøgræs, som er udlagt i en dæksæd, kan have meget varierende etableringsgrad alt afhængig af vækstforholdene for dæksæden:
•    I vækstår med meget nedbør kan dæksædens udkonkurrere
•    kraftig nedbør kan medføre lejesæd i dæksæden, som ’kvæler’ udlægget
•    meget nedbør i høstperioden kan give færdselsskader i udlægget etc.

Hvis græsudlægget kan opnå tilstrækkelig etablering ved udlæg i renbestand i efteråret, kan frøavleren undgå ovennævnte ulemper og opnå en mere ensartet etablering kombineret med et højt frøudbytte. Efterårsudlæg giver samtidig en større fleksibilitet i produktionen – både for frøavleren og for firmaet.

Forsøgsplan:

Faktor 1, græsart:
A.                         Almindelig rajgræs plænetype, Esquire
B.                         Almindelig rajgræs fodertype (2n), Foxtrot
C.                         Almindelig rajgræs fodertype (4n), Prana
D.                         Hybrid rajgræs, Storm
E.                         Strandsvingel, Tomahawk
F.                         Festulolium tidlig, Felopa
G.                        Festulolium sildig, Lofa
H.                         Rødsvingel, Maxima
I.                          Engsvingel, Senu

Faktor 2, såtidspunkt:
1.                         15/7
2.                         1/8
3.                         15/8
4.                         1/9
5.                         15/9
6.                         1/10

I forsøgene registreres plantebestand efterår og forår, sygdomsangreb, lejesæd ved blomstring og høst, antal af frøstængler, frø- og halmudbytte.

Endvidere registreres potentialet for kvælstofudvaskning i efteråret.