Aarhus Universitets segl

Herbicidafprøvning i havefrøafgrøder 2012

Brug af herbicider er fortsat den mest effektive og rationelle metode til ukrudtsbekæmpelse i havefrø. Betingelserne er dog vanskelige, idet der gennem en årrække er forsvundet mange herbicider til små afgrøder. Den 14. juni 2011 er der endvidere indført en ny EU forordning med nye kriterier for godkendelse af pesticider, der generelt ventes at forringe herbicidsituationen. Da de agrokemiske firmaer kun har ringe interesse i små afgrøder, er det derfor i høj grad branchen selv, der må sørge for at der afprøves midler. Off-label godkendelsessystemet har vist sig at være en god måde, hvorpå mangelen på herbicider til havefrø kan afhjælpes, men det kræver et kontinuert arbejde med screening af midler, og efterfølgende afprøvning og strategiudvikling. Gennem de seneste 10-12 år har et velfungerende samarbejde mellem Flakkebjerg , Videncentret, Frøsektionen, havefrøavlerforeningen og havefrøfirmaerne med Flakkebjerg som forsøgsudførende enhed, udmøntet sig i mere 25 off-label godkendelser af herbicider til havefrø. I den nye EU forordning er off-label systemet afløst af et nyt, der i princippet fungerer på samme måde, nemlig at der er tale om en mindre anvendelse udenfor den regelrette godkendelse, og at brugen er på brugerens eget ansvar. I forhold til tidligere, så kræver Miljøstyrelsen ikke effektivitetsvurdering i forbindelse med ansøgning.

Det betyder dog ikke, at der ikke er behov for forsøg. Således har en samlet repræsentation fra havefrøbranchen peget på, at der fortsat er stort behov for at få videreudviklet og forbedret ukrudtsbekæmpelsen i spinat og korsblomstrede afgrøder, der er de væsentligste afgrøder. Endvidere er der ønsker om undersøgelser af herbicidstrategier i purløg, skorzonerrod og krysantemum med særlig vægt på kombinationer og tankblandinger. Blomsterfrø og krydderurter peges på som et vækstområde indenfor havefrø, idet flere købere efterspørger danske produceret frø af flere arter. Udvidelse af produktionen og tiltrækning af avlere kræver imidlertid, at der kan tilbydes nogle effektive herbicidmuligheder, og i den forbindelse er det vigtigt at fortsætte det screenings- og udviklingsarbejde, der blev igangsat i 2010 og som der er arbejdet videre med i 2011.

Med et så omfattende og bredt behov for forsøg, anses det ikke for realistisk at kunne opnå støtte til alle aktiviteter i et enkelt år, og det vil derfor blive nødvendigt at foretage en prioritering når den endelige bevilling er kendt. Denne prioritering vil blive foretaget på baggrund af en drøftelse i et forum af avlere, firmaer og rådgivere.

Effekten af projektet er vanskelig målbar, men øget viden om herbicidanvendelse i havefrø og flere godkendelser til området er en absolut nødvendighed og væsentlig faktor for opretholdelse og udbygning af branchens førende position på markedet.