Aarhus Universitets segl

N efterår og forår til rødsvingel

Projektets baggrund - hvorfor er der behov for handling

Indstillingen af kvælstofnormer sker på baggrund af forsøgsresultater og dyrkningserfaringer i de enkelte arter. Frøudbytterne i rød svingel er steget markant de seneste år, og specielt nogle sorter har kvitteret for høje N-mængder. Vi har i de seneste års forsøg anvendt sorten Maxima, som producerer et meget højt antal fertile skud, og som er meget renstrået. Selvom tidspunktet for tilførsel af 60 kg kvælstof i efteråret har varieret fra medio september til medio november, er frøudbyttet ikke blevet påvirket. I tidligere forsøg har efterårstildelingen af kvælstof forøget frøudbyttet som følge af dannelsen af et højere antal fertile skud.

Tidligere har man været tilbageholdende med tildeling af høje kvælstofmængder om foråret på grund af risikoen for tidlig lejesæd og dermed en dårlig bestøvning. Med de seneste års erfaringer omkring anvendelse af vækstreguleringsmidler er det problem forsvundet.

Projektets formål og forventningerne til effekten af projektets indsats

Vi ønsker at undersøge om renstråede sorter, som danner et højt antal fertile skud, kan udnytte en større kvælstofmængde om foråret til et højere frøudbytte. For at sikre et fortsat stærkt datagrundlag til beregning af den økonomisk optimale N mængde i rød svingel bør vi derfor have data fra en mere bladrig type af rød svingel.

Projektets indhold - projektaktiviteter og forventede resultater - hvordan skal effekterne skabes

Vi vil foreslå en 3-årig forsøgsserie med sorten Maxima eller tilsvarende type og en mere bladrig sort og med tre forskellige N mængder i efteråret og foråret. Formålet med forsøget er at skaffe tidssvarende data til beregning af økonomisk optimal kvælstofmængde i to dyrkningsaktuelle sorter.

Forsøgsplan:

Faktor 1: Sort

  1. Maxima
  2. Gondolin

Faktor 2: Kvælstof efterår

  1. 30 kg N/ha
  2. 60 kg N/ha
  3. 90 kg N/ha

Faktor 3: Kvælstof forår

  1. 40 kg N/ha
  2. 80 kg N/ha
  3. 120 kg N/ha