Aarhus Universitets segl

Verticillium - identifikation i jord

Projektets baggrund - hvorfor er der behov for handling

Verticillium kan medføre store tab i en spinat frøafgrøde. Symptomer ses først under frøudvikling, hvor afgrøden pludselig tvangsmodner med store udbyttetab til følge. Sygdommen kan spredes med frø, hvilket har stor betydning eksempelvis ved eksport af spinatfrø til USA, hvor spinat ofte dyrkes i sædskifte med andre afgrøder, som også angribes. Derfor har importlande stigende fokus på, at spinat frø skal have et lavt indhold eller allerhelst være fri for Verticillium.

Når en jord er blevet inficeret, bør man undgå at dyrke spinat på arealet, indtil smitten er aftaget væsentligt eller forsvundet. For øjeblikket har vi ikke etableret en metode til hurtig og sikker detektion af Verticillium i jord.

Projektets formål og forventningerne til effekten af projektets indsats

I projektet vil vi undersøge tre metoder til undersøgelse af Verticillium i jord: Traditionel jordtest, anvendelse af indikatorplanter og NIR-analyse.

Der er beskrevet en metode til jordtest, hvor jord til undersøgelse tørres, formales og efterfølgende spredes på agar-plader. Efter inkubation i fire uger undersøges for kolonier af svampens mikrosklerotier. Testen er meget tidskrævende – og langsommelig.

En anden metode går ud på at anvende indikatorplanter, der udplantes i den jorden, der skal undersøges. Efter en vis periodes vækst (afhængig af temperatur) undersøges indikatorplanten for symptomer. Denne metode er ikke så tidskrævende som jordtest, men den er langsommelig.

En ny mulighed kunne være at anvende NIR til analyse for mikrosklerotier i jorden. Ved institut for Agroøkologi findes allerede stor ekspertise omkring anvendelse af NIR til analyse for kemiske indholdsstoffer i jord. Hvis det viser sig muligt, vil vi have en hurtig-metode til bestemmelse af forekomst af Verticillium i jord forud for indgåelse af kontrakt om spinatfrøavl. 

Projektets indhold - projektaktiviteter og forventede resultater - hvordan skal effekterne skabes

I projektet indsamles jord fra spinatfrøavlere, hvor der er mistanke om smitte med Verticillium sammen med en reference-jordprøve fra et inficeret areal.

Indledningsvis vil vi forsøge etablere NIR-analysemetoden, som umiddelbart synes at have et stort potentiale som hurtig-analysemetode. Endvidere etableres forsøg med test af forskellige indikatorplanter i semifield-anlæg, hvor vi har fået etableret en god metode til screening af jordsmitte, og endelig vil den beskrevne jordtest blive gennemført i væksthus.

Resultaterne fra de tre testmetoder vil blive evalueret, og efterfølgende verificeres resultaterne ved efterfølgende dyrkning af en spinat frøafgrøde.