Aarhus Universitets segl

Variabel dosering af herbicider ved rækkesprøjtning

Projektleder: Peter Kryger Jensen
Bevillingsgiver: Frøafgiftsfonden 2022

Projektets formål og mål

Projektet skal afdække om det er muligt at anvende en teknik, der sikrer en effektiv dosering i rækkemellemrummet i rækkedyrket frøgræs, samtidig med at doseringen over afgrøderækken ikke overstiger den dosis, afgrøden kan tolerere.

Målet er at udvikle en metode, der kan sikre en mere effektiv bekæmpelse af problemukrudt i frøgræs, der kan dyrkes på større rækkeafstand.

Der gennemføres markforsøg i frøgræsarter som rajgræs, strandsvingel og evt. hundegræs, der kan dyrkes på større rækkeafstand uden udbyttenedgang. I år 1 gennemføres screeningsforsøg med udvalgte midler i de tre frøafgrøder. Der anvendes en sprøjteteknik med sprøjtning af afgrødebåndet med den maksimalt anbefalede dosis og en højere mere effektiv dosering over afgrødemellemrummet. Dette opnås ved at anvende to dyser med forskellig ydelse over afgrødebånd hhv. rækkemellemrum. I år 2 og år 3 af projektet gennemføres udbytteforsøg med udvalgte kombinationer af midler og doseringer. Bredsprøjtning indgår som reference.

Projektet vil frembringe viden, der kan bidrage til at opnå en mere effektiv bekæmpelse af problemukrudt i rækkedyrket frøgræs.

Det gennemførte projekt vil ligeledes frembringe data om herbiciders selektivitet, der kan anvendes til ansøgninger om "mindre anvendelse".

Offentliggørelse, formidling og vidensdeling

Resultaterne fra projektet vil blive præsenteret ved de årlige markvandringer for rådgivere fra frøfirmaer og landbrugets rådgivningsvirksomheder i øvrigt samt fra kemifirmaer. Resultaterne bliver præsenteret ved den årlige Frødag på AU Flakkebjerg. Der forventes et par artikler i Frøavleren samt evt. indlæg på Plantekongres.

Resultaterne stilles gratis til rådighed for alle parter.