Aarhus Universitets segl

Smittespredning mellem bifamilier

Vi har i projektet "Bedre Overvågning for Bisundhed" fundet en lang række patogener og parasitter i danske bifamilier. De største danske vintertab skyldes varroasyge, altså kombinationen af for mange varroamider, der spreder deform vingevirus, og akut biparalysevirus mellem bifamiliens individer. 

De fleste danske biavlere bekæmper varroamider en eller flere gange årligt. Alligevel overraskes mange, når der trods bekæmpelse er for mange mider på bierne til, at de kan overleve. Derfor har vi planlagt at undersøge, hvilken rolle smittespredning spiller i forhold til forekomst af varroamider, virus og kalkyngel. 

De deltagende biavlere skal hver måned indsende prøver fra deres bier fra maj til september 2026 og igen fra marts til juni 2027. Mindst 300 voksne bier skal indsamles hver måned, fryses og indsendes til Flakkebjerg. Der skal indsamles prøver fra alle bigårdens bifamilier. Vi vasker bierne for at tælle varroamider og melder tallene retur til biavlerne straks efter, mens undersøgelse for virus og kalkyngel tager lidt længere tid at gennemføre. Vi håber, at biavlerne vil bruge vores varroatal til at behandle efter behov, på den måde de skønner det korrekt. Behandler man en eller flere af sine bifamilier, skal det nøje noteres, hvornår behandling starter og slutter, hvilket middel der er anvendt,  og hvor meget der er brugt. 

Formålet er at undersøge, hvor stor en rolle smittespredning spiller. Nogle bigårde ligger isoleret i landskabet. Det gælder især bigårde på parringsstationer, hvor der ofte er mange km over åbent vand til nærmeste bigård. Andre bigårde har mange naboer, hvorfra der kan spredes smitte udenfor biavlerens kontrol. Ved at sammenligne forekomst af varroamider, virus og kalkyngel håber vi at kunne klarlægge, hvilken rolle smittespredning spiller i forhold til vintertab. Vi håber, at det kan motivere biavlerne til at være mere årvågne med at holde varroasyge under kontrol. 

Tilmelding

Hvis du ønsker at deltage kan du klikke her for tilmelding.