Aarhus Universitets segl

Powdery Mildew Resistance in Rye (PMRR)

Bevillingsgiver: GUDP

Hovedansøger: Aarhus Universitet, Institut for Agroøkologi

Projektleder: Professor Henrik Brinch-Pedersen

Projektperiode: 1. oktober 2024 til 30. september 2028

Kort projektbeskrivelse
Rug dyrkes næsten udelukkende til fødevarer og der er et stort ønske om at kunne dyrke det uden brug af fungicider. Desværre bliver forholdene for meldug bedre og da dyrkningsarealet også er stigende er det endnu mere påkrævet med en ikke-pesticid krævende løsning på den manglende meldugresistens i rug. I et samarbejde mellem Nordic Seed og AU har PMRR-projektet til formål at løse dette problem ved at indføre mlo-resistens i rug. Et korrekt funktionelt Mlo-protein er påkrævet for vellykket penetrering af meldugpatogenet ind i epidermiscellen. Mutationer i genet resulterer i et ustabilt eller ikke-funktionelt protein, der på makroskopisk niveau afspejles i meldugresistens. Mlo-resistens er velkendt fra byg, men er også blevet udviklet i flere andre plantearter, herunder afgrødeplanter som hvede og soja. Da rug er en udkrydser, og moderne rugsorter fremstilles via hybridavl, er det nødvendigt at introducere recessive mlo-alleller i både restorer og non-restorer linjer. For at opnå mlo-resistente planter af begge linjer planlægger vi at bruge to strategier: udvikling og screening af en TILLING-population samt mutation af mlo-genet ved hjælp af en CRISPR/Cas9-tilgang. Ved at introducere mlo meldugresistens i rug, spiller projektet en væsentlig rolle i at reducere afhængigheden af pesticider og øger bæredygtighed og biodiversitet forbundet dermed.

Projektets formål
Projektet har til formål at udvikle meldugresistente ruglinjer til brug til forædling af resistente rughybrider og populationer.

Projektets udførsel
Projektet er et samarbejdsprojekt mellem Nordic Seed (NS) og Aarhus Universitet (AU). For at opnå meldugresistente ruglinjer vil vi bruge to strategier, udvikling og screening af en TILLING-population samt målrettet mutagenese ved hjælp af New Genomic Techniques (NGT).

Dato for forventede resultater
Det forventes at der løbende i projektperioden vil fremkomme mlo resistenskandidater som kan implementeres i forædling. Dog senest ved projektets afslutning ultimo september 2028.

Resultater
Resultaterne stilles frit til rådighed, og at enhver kan få adgang til resultaterne, hvis de ønsker det.